Styrk dine relationer og samarbejdsevner

Samarbejde ARTIKULATION

 

”Kan vi ikke kigge lidt på mine argumenter? Jeg skriver emails om, hvad jeg har brug for, fra andre afdelinger – men jeg får ingenting tilbage.”

”Det kan vi godt,” svarede jeg. ”Men lad os lige tage et skridt tilbage: Hvordan er din relation til de her mennesker? Kender du dem? Ved du, hvad der lige nu er øverst på deres dagsorden? Hvad de brænder for i deres arbejdsliv? Hvor længe de har arbejdet for organisationen osv.? Har du brugt tid på de her mennesker, inden de skal bruge tid på at hjælpe dig med dit projekt?”

Efter vores snak blev der trykket pause på eksekverings-knappen og i stedet play på relations-knappen. Det havde utrolig mange positive bivirkninger. Ikke bare blev det meget rarere for min klient at gå på arbejde, fordi han lærte sine samarbejdspartnere bedre at kende. Samarbejdet begyndte også at glide nemmere. Han fik noget tilbage, efter selv at have investeret.

 

Gode relationer er et værn imod misforståelser og konflikter

Men gode professionelle relationer er ikke gunstigt for et godt samarbejde. Gode professionelle relationer er også ifølge forskning et værn mod misforståelser og konflikter. Når vi har en god relation, så stiller vi spørgsmålene:

  • ”Jeg er ikke helt med, vil du uddybe …..?”
  • ”Så hvordan hænger x sammen med y …..?”, og
  • ”Bare så jeg er helt med, er det, der er vigtigst, at vi ….?”

 

Så har vi tillid til, at vores spørgsmål bliver taget godt imod, og at den anden godt vil hjælpe. Når vi er modtager af spørgsmålene til vores præsentation eller briefing – og vi har en god relation – ja så er vi allerede i dialog og vi tænker ikke, at den anden spørger således for at finde hullerne i osten – men fordi de engagerer sig og gerne vil forstå det hele så godt de kan. ”We assume good intentions”, som nogle af mine klienter sagde i en workshop sidste år.

Gode professionelle relationer gør det også nemmere for os at tale om fejl, mangler og ønsker til forbedring. De gør det nemmere at være uenige og have forskellige interesser. Når vores relation er god, er det nemmere at gå ind i det konfliktfyldte og sammen kigge på vores uenigheder og finde en fælles vej at gå fremad.

Men efter år med covid:19 afstand og hjemmearbejde og afdelings- og faglige siloer, der måske har groet sig stærkere, har vi brug for at få styrket vores relationer. Få indhentet hinanden. Høre hvad hinanden sidder med, så vi ikke bare kan blive inspireret, men kan koordinere vores indsatser. Dele viden og arbejde mere på tværs.

 

I videoen i dette indlæg taler jeg bl.a. om, hvordan det at anerkende andre mennesker er et vigtigt område, når du vil styrke dine relationer til dine samarbejdspartnere og kolleger. Eller familie og venner.

 

Læs mere om mine workshops og forløb i samarbejdskommunikation her

 

Derfor går dine samtaler galt

“Hende der skulle du have mødt noget bedre”, sagde Robert, min med-underviser, da jeg svarede på Lisas kommentar:

“Jamen, hvem skal så motivere mig?” med en teoretisk gennemgang.

For Lisa havde brug for, at jeg mødte hende og hendes behov, i stedet for at forklare hende, hvordan det hang sammen. Hun havde brug for at jeg mødte hendes behov i stedet for at undervise hende i det. (Selvom vi var i en undervisnings-situation, hvor jeg underviste i projektlederens kommunikations-værktøjskasse). Lige der, havde hun ikke brug for mine modeller. Hun havde brug for, at jeg sagde noget i retning af:

“Ja – det kan jeg godt forstå. Det har vi alle sammen brug for.” 

Og først herefter ville vi kunne gå tilbage til teorien.

Hvis du ikke møder det behov, der bliver givet udtryk for, blokerer behovet for, at den, du taler til, for alvor kan tage det, du siger, ind.

Og lad os lige se på det helt ovenfra:

Er der egentlig noget bedre end at blive hørt? Sådan virkelig? Hvor du rigtig får følelsen af, at her, var der én, der forstod dig?
Vi kender også alle følelsen af ikke at blive hørt. Den får os til at prøve at råbe endnu højere. Den gør os vrede og frustrerede.
Når vi bliver mødt føler vi os værdsat. Forstået. Vi bliver rolige. Ja måske ligefrem rørte.

 

Se mig. Mød mig

Jeg husker særlig stærkt de gange, hvor jeg har oplevet det. Det var én af de ting, der fik mig til at falde for min mand. Men den slags oplevelser har også været med til at forme min vej i livet og gøre mig tryg.
De oplevelser har skærpet min sans for, hvor vigtigt det er at skabe sunde, respektfulde og rummende møder imellem os mennesker. De har skærpet min sans for, hvor svært det er. Men også, at vi hver dag kan øve os på, at blive ved med virkelig at se det menneske, der sidder overfor os. Og få vedkommende til at føle sig set, hørt og mødt. Det er noget jeg skal øve mig på hver dag. Det skal jeg, fordi jeg mener, at andre mennesker har fortjent det. Fordi det gør vores samarbejde og den stund, vi deler, sundere.

Når du er leder og projektleder, er det en kæmpe hjælp for dig, hvis du kan læse mellem linjerne af det andre siger til dig, og få en idé om, hvad det egentlig er, de giver udtryk for.

Spørg dig selv næste gang du sidder i en svær samtale:

Hvad er behovet, hos det menneske, der sidder overfor mig?
Hvad længes han efter?
Hvad savner hun?
At blive hørt?
Få støtte?
Blive beroliget?
Få hjælp til at komme videre?
Eller?

Vores samtaler – vores kommunikation – går let skævt. Ingen sagde, det var nemt. Men derfor skal du ikke give op og holde op med hele tiden at udvikle dine kompetencer. I dag vil jeg gerne sætte fokus på din evne til at læse mellem linjerne. Lytte. Efter mere end blot de ord, der bliver sagt. Lytte til, hvilke følelser, du kan høre i stemmen. Og hvad du kan læse på kropssproget. Hvad fornemmer du?

 

Effektive samtaler adresserer behov

Det skal du bruge til at identificere behovet. Du og den, du taler til, kommer nemlig ikke videre – videre til forståelse, løsninger og samarbejde, hvis behovet ikke bliver adresseret. Når behovet ikke bliver adresseret, taler det kun højere. Det betyder ikke, at du skal imødekomme alle behov, men du skal kunne møde behovet. For at du kan det, skal du kunne aflæse det.

Anerkend andre og hjælp samtalen

Når du fremhæver elementer ved den anden, f.eks. at de har taget initiativ til noget, at de er engagerede i emnet, eller noget helt tredje, så hjælper du jeres relation og samtale på vej. Du fortæller personen, at det har en værdi, at de er der, og at det de gør, har en værdi. Det gør noget godt for jeres relation, da det i sig selv imødekommer et behov om at få at vide, at man som person + ens indsats bliver set og kan have en værdi. Det kan gøre det nemmere at være uenige og have en fornuftig drøftelse om det.

Jeg siger noget mere om anerkendelse i denne video:

Kærlig hilsen Annette

 

Læs mere om kommunikation, der styrker samarbejdet her

Sådan samarbejder du med dem, du ikke kan lide

Samarbejde ARTIKULATION

Så snart jeg hørte hendes stemme, gik mit system i alarmberedskab. Mine muskler blev spændte. Jeg blev ekstra årvågen. Jeg slappede ikke længere af. Min stemme blev også anspændt. Jeg var ikke tryg, når hun var i lokalet. I processen mistede jeg min egen ro, rytme og charme. Alt det, jeg havde brug for til at tage ordet. Være velovervejet og engageret i situationen. I stedet trak jeg mig. Jeg gik glip af muligheden for at have indflydelse med mine pointer, holdninger og min faglighed. Jeg gik glip af at opbygge vigtige relationer til de andre mennesker i lokalet. Alt sammen fordi jeg gav hende, jeg ikke var tryg ved, en magt over min tilstand. Sådan havde jeg det engang med en kollega. Men situationen var uholdbar.

Har du også mennesker, du ikke bryder dig om, men som du rent faktisk skal samarbejde med? Som helst ikke skal holde dig tilbage fra at præsentere dine budskaber? Og som du ville ønske, ikke havde den magt over dig? Så lad os tage den tilbage.

Brug din ‘allergi’ til at lære noget om dig selv

Vi vil alle have mennesker i vores omgangskreds, som giver udtryk for en adfærd, holdning, eller værdier, som vi reagerer stærkt på. Ja det kan nærmest føles som om, vi er allergiske overfor dem. Det kan være, deres adfærd får dig til at trække dig mere ind i dig selv. Det kan være det giver dig lyst til at komme ud af lokalet. Men det kan også være, du mærker impulsen til at gå i kamp mod dem og det, de udtrykker.

Det bedste du kan gøre for dig selv er at lære af situationen. Lære hvad det er, du reagerer på, hvorfor og hvordan du ønsker at reagere i stedet for:

Begynd derfor med at spørge dig selv: Hvilken egenskab eller værdi er det, du reagerer på? Og hvorfor gør du det? Er det måske fordi, den repræsenterer det stik modsatte af det, du står for? Eller er der en lille del af dig, der ville ønske, at du også havde adgang til den egenskab, du ser i den anden?
Jo mere du ved, hvad det er, du reagerer på, jo roligere vil du blive, når reaktionen kommer. Så ved du nemlig, hvad den handler om, og du kan nemmere slippe den igen. Næste skridt er at trække dig selv og din adfærd og måde at kommunikere tilbage til det, der er hensigtsmæssigt i situationen: Hen til det, der er dit ansvar, din banehalvdel og din opgave.

 

1. Skift fokus

Se det hele billede: Beslut dig for også at se de ting, du godt kan lide ved personen, anerkend de ting, personen kan. Personen har lige så meget ret til at være der, som du har. Husk at det, personen kan, kan du også godt blive bedre til. Bliver du jaloux på personen, så husk at følelsen kun er et signal til dig om, at det, de har, ønsker du også for dig selv. Så er det blot op til dig, at gøre en indsats for også at skabe det for dig selv.

2. Styrk dit eget selvværd og din selvtillid

Når du er styret af allergien, er det nemt at komme i følelsen og reaktionens vold. En ytring som ’men hvorfor har du ikke gjort sådan eller sådan’ kan meget nemt få dig til at tolke:’han/hun synes ikke, jeg er dygtig nok – og han/hun ved bedre end mig’. Men du kan også vælge at se det som: ’Han hun ved ikke bedre end mig, og er interesseret i at høre om mine grunde til, hvorfor jeg har gjort som jeg har gjort. Det har jeg nu mulighed for at uddybe.”

3. Se bagom personens adfærd

Hvilket behov er deres adfærd og kommunikation et udtryk for? Åbn op for din empati og intuition. Bag enhver ytring ligger et behov og en intention. Kunne det være, at personens adfærd og kommunikation er et udtryk for et behov for at blive hørt, set og mødt? For at blive forstået? For at få anerkendelse? Jeg tænker ofte på en kommentar fra Oprah Winfrey, som har interviewet utrolig mange forskellige og magtfulde mennesker i hendes liv. Hun siger, at de ALLE, efter kameraet var slukket, på en eller andet måde, gav udtryk for at få bekræftet, om interviewet var ok. Om de havde gjort det godt nok. Underkend aldrig dette behov hos andre. Se hvad der sker med jeres relation, når du går forrest med at give anerkendelsen til den anden. Måske kom i ligefrem ud af den kamp, du oplevede?

4. Du skal ikke elske alle

Husk det ingen steder står skrevet, at du skal kunne lide alle. Det er lidt utopisk – ikke? Så giv dig selv lov til ikke at være lige vilde med og have lige meget kemi med alle.

5. Hold dig på egen banehalvdel og pas på dine fortolkninger

I enhver sproglig ytring ligger der klare invitationer til, hvordan du og jeg skal positioneres overfor hinanden. Er vi ligeværdige, eller har du mere magt end jeg? Med vores sprog forhandler vi konstant positioner, roller og vores billede af verden og den sag, vi taler om. Men pas på dine egne fortolkninger af, hvad andre siger. Hvis du har låst dig fast på et bestemt billede af at et andet menneske, vil du også tolke det, de siger i samme dur. Så vær lidt kritisk overfor dine fortolkninger. Og hold fast i hvordan du gerne vil agere og kommunikere i situationen. Det vil sige, at hvis du oplever noget, en anden siger, som provokerende, behøver du ikke at reagere på provokationen. Du kan helt roligt give et sagligt svar. (Afgørende at kunne, hvis du skal optræde i medierne).

6. Vejrtrækning og grounding

Træk vejret helt ned i maven for at berolige dit nervesystem, så bliver det nemmere at holde hovedet koldt. Ret ryggen. Placér dine fødder solidt på jorden. Træk vejret helt ned i maven. Beslut dig for, hvordan du vil agere og kommunikere. Tal først nu. (Bliv guidet ind i en grounded tilstand her).

Du er ikke fanget af, hvordan andre kommunikerer.
Du har alene ansvaret for din kommunikation.
Tag ansvaret.

Kærlig hilsen Annette

Jeg arbejder lige nu med flere teams, der vil styrke deres måde at tale sammen på, så de oplever færre misforståelser, konflikter og bliver bedre til at fokusere på kerneopgaven og levere resultater. Læs mere om samarbejdskommunikation her. 

Dit nærvær er dit guld, når du taler

Dit nærvær er dit guld, når du er sammen med andre mennesker. Dine børn. Din bedre halvdel. Dine venner. Dine kolleger og medarbejdere.

Når du er nærværende, er du skarpere på den situation, du står overfor. Du kan hurtigere tune dig ind på den, du taler med til et møde. Du kan nemmere fange de mennesker, du præsenterer for.

Når du er nærværende, giver du lidt mere af dig selv. Det gør det nemmere for dit publikum at få tillid til dig. Når der er tillid tilstede, er I mere åbne overfor hinanden. Udveksling af idéer, holdninger og gode argumenter sker med mere lydhørhed. I kan nu komme videre i jeres diskussioner og finde løsninger.

 

Dit nærvær inviterer dit publikum til at lytte

Det er dit nærvær, der inviterer dit publikum til at blive nærværende i rummet med dig. Det gør det nemmere for dem at lytte opmærksomt. Når du er nærværende, når du taler, kører du ikke bare noget af. Du kommunikerer til og med de mennesker, du er sammen med.

Og jo – de kan godt mærke forskel på om du er nærværende eller ej. Jeg var for 3 år siden til et seminar med en mand, der hedder Brendon Burchard, og 1000 mennesker i Californien. Han lavede en test, mens han talte om nærvær. Først talte han med intenst nærvær. Så stoppede han op, og gik ind i sig selv, mens han kiggede ud over forsamlingen. Hele forsamlingen kunne mærke forskellen. Selv de bagerste rækker.

Prøv bare at spørge din bedre halvdel, om de kan mærke forskel. Det kan de godt. Det samme kan de mennesker, du kommunikerer med i dit professionelle virke.

 

Men hvad er nærvær egentlig for en størrelse?

Og hvad vil det sige, at være nærværende?

Det kan være, du mærkede nærvær sidst du var ude og løbe en tur? Det kan være, du mærkede det sidst du følte kærlighed? Det kan være, du mærkede det sidst, du var til koncert?

Jeg oplever nærvær som en intens optagethed af det, der foregår lige foran næsen på mig. I rummet. I øjeblikket. I mødet med andre mennesker.

Det er en tilstand, hvor det føles som om, jeg har færre tanker. Jeg oplever en højere grad af åbenhed og rummelighed overfor det, der er. Der er ikke noget, jeg prøver at kontrollere. Samtidig oplever jeg, at min opmærksomhed er fokuseret, og jeg kan nemmere dreje den hen på det, der er vigtigt i situationen. Når jeg er nærværende, når jeg taler, kan jeg nemmere være skarp på mine pointer og formulere dem, så de giver mening for lige præcis det publikum, jeg møder den dag.

Træn dit nærvær og brug det, når du taler

Men vi ved alle, at det er svært. Sindet elsker at være optaget af tusind tanker om fortid, fremtid og om det, vi skal nå, bør og hvad publikum tænker om os og det, vi siger. Men der er også situationer, hvor det er nemt at være nærværende og glemme alt andet. Fx når vi er forelskede. Når vi oplever noget nyt. Når vi bliver overraskede.

Du behøver ikke at vente på at noget af det, skal ske, for at du kan være mere nærværende. Du kan træne dit nærvær, ligesom du kan træne dine mavemuskler.

I meditation træner vi bevidst at have fokus ét sted, i stedet for 10 forskellige steder. I den meditation, jeg har trænet, har vi fokus på vores åndedrag. I perioder hvor jeg mediterer, styrker det mit nærvær.

Lad os træne vores nærvær sammen.

Nu.

  • Læg mærke til din vejrtrækning.
  • Hvor langt kommer den ned i din brystkasse?
  • Hvordan føles den? Kold, varm?
  • Lad din vejrtrækning blive dybere og længere.
  • Ånd ind ug ud igennem næsen
  • Lad din vejrtrækning komme helt ned i maven
  • Lad din mave bule ud på dine indåndinger.
  • Lad den langsomt sænke sig, når du ånder ud.
  • Læg mærke til, hvordan det føles.
  • Læs mærke til, hvad den dybe vejrtrækning gør ved dig.

Tag nu denne ro og dit nærvær ud og giv det til verden.

Kh Annette

BLIV HØRT DEN 31. MAJ

Lær hvordan du præsenterer med en klar struktur, et målrettet budskab og nærvær

Læs mere om heldagskurset Bliv Hørt den 31. maj

GRATIS WEBINAR

Få tips og bliv inspireret til at tale endnu mere troværdigt

Tilmeld dig gratis webinar den 23. maj kl. 16

Så frøet til nærende samtaler – med fokus og ro

Jeg vil være mere grounded denne jul.

Jeg vil nyde dagene sammen med min familie. Jeg vil rent faktisk smage julemaden og jeg vil lytte. Jeg vil have det hele med: Tonen, nuancerne og øjeblikket.

Jeg vil ikke piske rundt og være mere optaget af, om sukkerkartoflerne nu bliver helt rigtige, om bestikket står snorlige og om vi når hele programmet …. Men men …

Det er 100 % sikkert, at mit nærvær ryger fra relationen og hen på detaljerne, hvis ikke jeg er opmærksom. Hvis ikke jeg vælger, hvor det er vigtigst at have min opmærksomhed. Jeg ved også, hvad det betyder, for mine samtaler, hvis jeg ikke slipper detaljerne lidt …

De bliver ikke lige så interessante og nærende. Jeg hører ikke, hvad det egentlig er, der bliver sagt. Jeg fanger ikke nuancerne i stemme og kropssprog.

Men værre endnu: Jeg bliver lettere irriteret og vi taler forbi hinanden. Jeg får ikke spurgt ind for at forstå. Jeg får ikke vist, at bare det, at være sammen, er rart.

Jeg har erfaret, at det er meget nemmere at styre min opmærksomhed, når jeg er grounded. Når jeg mærker gulvet under mine fødder. Når jeg trækker vejret helt ned i maven. Når jeg trækker min opmærksomhed ind i relationerne og nærværet fremfor detaljerne. Når jeg bevidst  mærker min glæde ved at være sammen med min familie, så vokser glæden.

I år har jeg, ud over at lave kurser, coaching og foredrag i præsentationsteknik  og ledelseskommunikation også arbejdet med samarbejdskommunikation og samtaleteknik med fokus på bedre opgaveløsning og stærkere kunderelationer i kommuner og energisektoren.

Du får på den baggrund mine bedste råd til at fylde din jul med nærende samtaler:

7 trin til nærende samtaler

  1. Beslut dig for den intention, du vil gå ind i samtalerne med. Er det humor, glæde, kreativitet, at tage tingene med ro? Taknemmelighed, ro, fordybelse?. Brug 3 min. på at tænke over det og skriv det gerne ned.
  2. Hvad betyder den intention for din måde at kommunikere på, når du kommer ind ad døren? Hvad gør du? Hvad gør du ikke?
  3. Træk vejret helt ned i maven og mærk gulvet under dine fødder
  4. Træk din opmærksomhed hen til de mennesker, du er sammen med
  5. Mærk hvor meget du holder af dem
  6. Hvis du kan mærke, du bliver irriteret undervejs, så beslut dig lynhurtigt for, hvordan du vil agere – i stedet for at reagere – inden du åbner munden: Hvad er mest hensigtsmæssigt? Hvad er mest omsorgsfuldt overfor både dig og de andre?
  7. Nyd julen med alt, hvad den bringer. Omfavn det hele.

Alle rådene er også en hjælp, når holder præsentationer, briefinger og taler i det nye år. Brug din opmærksomhed til at opbygge den kontakt til dit publikum, der er afgørende for at du opbygger tillid og kan blive opfattet som troværdig. Uden de elementer, kommer dit budskab og din PowerPoint ikke til at have den store effekt.

Groundingøvelse til dig

Har du brug for en lille stund til dig selv? Lyt til den groundingøvelse, du får gratis her.


Vil du styrke ro, din gennemslagskraft og dine kommunikationskompetencer?

I mine 4 onlinekurser:

… Er der lige nu glædelig jul rabat på 25 % på alle kurser. Indtast blot koden: glædelig jul.

Giv dig selv – eller en anden – en julegave,  der styrker uddannelse og og karriere.

 

Træk vejret og nyd dine relationer. Rigtig glædelig jul og godt nytår!

Annette Bjerre Ryhede

Sig noget denne sommer

I kommunikationsfaget siger vi: Hvis det ikke kommunikeres, eksisterer det ikke. Vi siger også: Vi kan ikke ikke-kommunikere. Det vil sige: Vi kommunikerer altid noget – også når vi ikke siger noget.

HVAD TAGER DU FOR GIVET, AT ANDRE VED?
Og det vil jeg gerne sætte fokus på: Hvad bliver ikke sagt? Er det det smukke, Læs videre “Sig noget denne sommer”

Sig tak. I dag

Ikke i morgen

Sig tak til din mor. Til din far. Din kæreste. Din ven, din chef. Ekspedienten i Netto, manden der giver plads, så du først kan komme igennem døren. Og dig selv. For en god dag. For det de betyder. For det de gør. Det de har lært dig, det de har inspireret dig med.

Læs videre “Sig tak. I dag”

De 5 ting der får os til at afbryde

Jeg tror vi alle sammen kender det. Vi holder oplæg, briefer, underviser – og så oplever vi, at vi bliver mødt med kritiske spørgsmål eller kommentarer, mens vi står og taler. Og nej, jeg tror aldrig at det bliver sjovt at blive mødt af dem, men vi kan lære at håndtere det på en god måde. Og forstår vi hvad det handler om, er det ikke længere noget der skræmmer os.

Læs videre “De 5 ting der får os til at afbryde”

ARTIKULATION