Derfor går dine samtaler galt

“Hende der skulle du have mødt noget bedre”, sagde Robert, min med-underviser, da jeg svarede på Lisas kommentar:

“Jamen, hvem skal så motivere mig?” med en teoretisk gennemgang.

For Lisa havde brug for, at jeg mødte hende og hendes behov, i stedet for at forklare hende, hvordan det hang sammen. Hun havde brug for at jeg mødte hendes behov i stedet for at undervise hende i det. (Selvom vi var i en undervisnings-situation, hvor jeg underviste i projektlederens kommunikations-værktøjskasse). Lige der, havde hun ikke brug for mine modeller. Hun havde brug for, at jeg sagde noget i retning af:

“Ja – det kan jeg godt forstå. Det har vi alle sammen brug for.” 

Og først herefter ville vi kunne gå tilbage til teorien.

Hvis du ikke møder det behov, der bliver givet udtryk for, blokerer behovet for, at den, du taler til, for alvor kan tage det, du siger, ind.

Og lad os lige se på det helt ovenfra:

Er der egentlig noget bedre end at blive hørt? Sådan virkelig? Hvor du rigtig får følelsen af, at her, var der én, der forstod dig?
Vi kender også alle følelsen af ikke at blive hørt. Den får os til at prøve at råbe endnu højere. Den gør os vrede og frustrerede.
Når vi bliver mødt føler vi os værdsat. Forstået. Vi bliver rolige. Ja måske ligefrem rørte.

 

Se mig. Mød mig

Jeg husker særlig stærkt de gange, hvor jeg har oplevet det. Det var én af de ting, der fik mig til at falde for min mand. Men den slags oplevelser har også været med til at forme min vej i livet og gøre mig tryg.
De oplevelser har skærpet min sans for, hvor vigtigt det er at skabe sunde, respektfulde og rummende møder imellem os mennesker. De har skærpet min sans for, hvor svært det er. Men også, at vi hver dag kan øve os på, at blive ved med virkelig at se det menneske, der sidder overfor os. Og få vedkommende til at føle sig set, hørt og mødt. Det er noget jeg skal øve mig på hver dag. Det skal jeg, fordi jeg mener, at andre mennesker har fortjent det. Fordi det gør vores samarbejde og den stund, vi deler, sundere.

Når du er leder og projektleder, er det en kæmpe hjælp for dig, hvis du kan læse mellem linjerne af det andre siger til dig, og få en idé om, hvad det egentlig er, de giver udtryk for.

Spørg dig selv næste gang du sidder i en svær samtale:

Hvad er behovet, hos det menneske, der sidder overfor mig?
Hvad længes han efter?
Hvad savner hun?
At blive hørt?
Få støtte?
Blive beroliget?
Få hjælp til at komme videre?
Eller?

Vores samtaler – vores kommunikation – går let skævt. Ingen sagde, det var nemt. Men derfor skal du ikke give op og holde op med hele tiden at udvikle dine kompetencer. I dag vil jeg gerne sætte fokus på din evne til at læse mellem linjerne. Lytte. Efter mere end blot de ord, der bliver sagt. Lytte til, hvilke følelser, du kan høre i stemmen. Og hvad du kan læse på kropssproget. Hvad fornemmer du?

 

Effektive samtaler adresserer behov

Det skal du bruge til at identificere behovet. Du og den, du taler til, kommer nemlig ikke videre – videre til forståelse, løsninger og samarbejde, hvis behovet ikke bliver adresseret. Når behovet ikke bliver adresseret, taler det kun højere. Det betyder ikke, at du skal imødekomme alle behov, men du skal kunne møde behovet. For at du kan det, skal du kunne aflæse det.

Anerkend andre og hjælp samtalen

Når du fremhæver elementer ved den anden, f.eks. at de har taget initiativ til noget, at de er engagerede i emnet, eller noget helt tredje, så hjælper du jeres relation og samtale på vej. Du fortæller personen, at det har en værdi, at de er der, og at det de gør, har en værdi. Det gør noget godt for jeres relation, da det i sig selv imødekommer et behov om at få at vide, at man som person + ens indsats bliver set og kan have en værdi. Det kan gøre det nemmere at være uenige og have en fornuftig drøftelse om det.

Jeg siger noget mere om anerkendelse i denne video:

Kærlig hilsen Annette

 

Læs mere om kommunikation, der styrker samarbejdet her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *