Sig noget denne sommer

I kommunikationsfaget siger vi: Hvis det ikke kommunikeres, eksisterer det ikke. Vi siger også: Vi kan ikke ikke-kommunikere. Det vil sige: Vi kommunikerer altid noget – også når vi ikke siger noget.

HVAD TAGER DU FOR GIVET, AT ANDRE VED?
Og det vil jeg gerne sætte fokus på: Hvad bliver ikke sagt? Er det det smukke, kærlige, det, du sætter allermest pris på ved et andet menneske? Tror du de selv godt ved det?

I tirsdags holdt jeg workshop for en økonomisk afdeling i en kommune i Suveræne Samtaler©. En af øvelserne var, at deltagerne skulle spejle alt det tilbage, de syntes var udtryk for en styrke.

”Benjamin havde lagt mærke til og set nogle ting jeg slet ikke selv havde lagt mærke til ved mig selv. Jeg følte mig så set og støttet. Det gjorde et stort indtryk på mig og på vores relation.”

 

BRUG DINE ORD TIL AT STYRKE ANDRE
For Benjamin var det det mest indlysende. Men for Mette var de ting så almindelige, at hun nærmest var blevet blind for dem. Men da Benjamin fortalte at han så det, fik hun mulighed for at huske og selv se det. Og endnu vigtigere: Hun blev set for nogle af de ting, der ’bare’ er hende. Som hun gør uden at tænke over det.

Det er her der sker noget rigtig godt i vores relationer: Når vi bliver set for den, vi er.


SIG DU SER DERES STYRKER
Så hold ikke ordene tilbage: Giv udtryk for det smukke, som lige præcis du ser hos dine omgivelser. Fortæl dine kolleger om de styrker du kan se hos dem. Fortæl dine nærmeste hvad du sætter pris på hos dem.

Lad ikke ordene brænde inde: Åbn munden og del dine gaver! I en samtale eller i en tale til en fest. Jeg lover dig det vil blive værdsat

Skal du holde tale, være toastmaster eller byde velkommen til en vigtig begivenhed denne sommer, så bliv godt klædt på til min workshop: Hold den festtale publikum elsker.

Rigtig god sommer,

Kh Annette

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *