Jeg tegner mit budskab før jeg taler

Jeg elsker at sidde foran computeren og lade fingrene stryge afsted, mens de nedfælder mine idéer og pointer til mit næste oplæg. Foredrag. Præsentation. Det er et af de steder, jeg (også) kan få godt gang i kreativiteten.

Efter brainstormen giver jeg mine pointer, eksempler og øvelser struktur.

Så laver jeg en ny version af mit dokument, der hedder ‘mine stikord’. Her er alle mellemregningerne ikke med. Kun de kerneord, der hjælper mig til at huske, hvad jeg vil sige.
F.eks. ‘Fisken’. ‘Tante Oda’. eller ‘Speakers Corner’.

Men selv på dette stadie, er papiret ikke klar til at jeg kan indtage gulvet og tale frit og med tæt kontakt til publikum. Hvilket er afgørende for min troværdighed.

Jeg skal først tegne mine pointer. Det er særligt vigtigt, når jeg vil holde mig til rækkefølgen for mine pointer.

Det blev ekstra tydeligt, da jeg i begyndelsen af denne uge optog et nyt onlinekursus.
Når jeg skal holde min modtager fanget på video er det ikke hensigtsmæssigt, at jeg kigger væk fra seeren og ned i mine noter i hver anden sætning.
Det dur heller ikke, at jeg har lært mit manus udenad, for så kommer jeg til at lyde som en træt sufflør.

Men når jeg har tegnet mine pointer, får mine sætninger den nerve og sprødhed, ørerne godt kan lide.

Når jeg kigger ind i kameraet kan jeg genkalde mine tegninger for mit indre blik – imens jeg taler. Uden at jeg mister kontakten til seeren.

Prøv selv om dette tip hjælper dig når du skal præsentere i næste uge. Holde foredrag. Tage ordet ved et fysisk møde eller et onlinemøde.

Jeg lover dig, det vil gøre meget for dit overskud. Din kontakt til publikum.  Og din gennemslagskraft.

For mig tager det ikke mere end 5. minutter at lave nogle primitive tændstiks-tegninger der printer sig ind i min hukommelse.

Du kan se mit seneste eksemplar i toppen af dette indlæg.

Kh Annette

Vil du have værktøjer og træningen, der giver dig gennemslagskraft? Kom med på Bliv Hørt

Skab sammenhold med historier

Kære dig. Jeg håber, du er ved godt mod og oplever en følelse af fremdrift med dine arbejdsopgaver og din passion. Jeg håber også, du oplever, at det går fremad – og godt – med at kommunikere under nye vilkår.

Som jeg har skrevet tidligere, har din kommunikation som leder og projektleder aldrig været vigtigere.
Dine medarbejdere sidder stadig med spørgsmålene: Hvad betyder denne forlængede coronakrise for os? Hvad gør I i ledelsen? Hvad skal jeg selv gøre – og prioritere? Hvad er jeres forventninger til mig, lige nu – mens jeg sidder herhjemme – og også skal passe mine børn?
Det ved du godt.
Det gælder også selvom du ikke har et formelt ledelsesansvar. Er du projektleder eller team-leder, skal du også ind og sammen med dit team støtte dem i deres opgaver og finde løsninger. Du skal gøre det tydeligt, hvad der skal prioriteres, og hvad der skal være på 2. pladsen. Din formelle kommunikation er efterspurgt. Men hvad med den uformelle?

 

Brug telefonen

Der er et behov, som lige nu er svært at få opfyldt: Behovet for stimulerende (faglige)’ samtaler og social kontakt. Det er svært at skabe følelsen af, at vi er sammen i det her – på distancen. Samtidig er krisen ved at udvikle sig til en ny normaltilstand. Vi er ved at vænne os til nye rutiner og vilkår. Men nu begynder ensomheden også at vokse. Mange kan lige nu opleve at stå alene med svære arbejdsopgaver – og et savn efter kolleger + et behov for at føle sig set, hørt og anerkendt. Oveni er et pres på at jonglere Aula, måltider, deadlines og tilgængelighed. Det er nu, du skal passe på, at I ikke mister momentum. Det er nu, du skal vise, at du stadig er der.

Derfor er det rigtigt godt, hvis du bruger videomøder, og styrer og faciliterer møderne sådan, så der er rum til at alle kan komme på, lufte deres tanker og få sparring. Ros og anerkend dine medarbejdere for deres indsats. For de opgaver, de har afleveret, og for at de klarer denne tid.
Sørg også for at ringe til dine medarbejdere og høre; hvordan det går; hvordan de har det – og hvad de har brug for fra dig – eller kolleger – for at trives bedst muligt under deres vilkår. Der er ting, det kan være nemmere at lufte over telefonen – og få en god snak om. Du har lige nu muligheden for at lære dine medarbejdere endnu bedre at kende. Brug den.

 

Skab noget socialt

Én af mine klienter i ledersparringsforløb spurgte mig den anden dag: ”Hvordan får vi noget af det sociale ind, uden det bliver akavet?” I onlinerummet kan vi ikke aflæse hinandens kropssprog og fornemme, hvem der vil sige noget, og hvornår der er rum til, at vi selv kan hoppe ind.
Hvad skal vi også tale om, når ’ordet er frit’? Og alles øjne er på én? Dét er der ikke ét svar på, da alle organisationer og teams har deres egen kultur, personligheder og normer for møder og social interaktion. Jo mere, jeres virtuelle møder kan efterligne det sociale rum, I ellers har, jo lettere bliver det. Og så er der et greb, I altid kan gribe til, for at få tungerne på gled til uformel social – virtuel – kontakt:

 

Fortæl historier

Historier har en iboende logik, som driver ordene fremad. De skaber billeder og kalder på indlevelse hos modtageren. De bibringer stemning. Så derfor kan I via historiefortælling lægge op til en anden form for interaktion, som lettere sætter tungerne på gled og skaber lyttende ører. Samtidig får I trænet jeres historiefortællemuskler – et plus for enhver præsentation og foredrag.

Du kan f.eks:

  • Bede alle fortælle historien om det, de er blevet mest overrasket over de sidste 3 uger.
  • Om hvad de er mest taknemmelige for lige nu
  • Om en god vane, de har anlagt i Corona-krisetiden
  • Om hvad de finder mest udfordrende lige nu
  • Om hvad de oplevede, sidst de var ude og gå/løbe
  • Om sidst de fandt en god løsning på et problem,
  • Eller …?

Sæt historierne fri – og bliv klar til at få et godt grin.

 

Jeg vendte mig mod yoga

Du vidste nok godt, at jeg har læst kommunikation og psykologi på RUC? Men vidste du også, at jeg har en (Sivananda) yoga-læreruddannelse? I mange år har jeg kun undervist i det fysiske program hver tirsdag morgen i mit kontorfællesskab, mens hele yoga-filosofien har inspireret mit arbejde med mundtlig kommunikation.
For et par uger siden opfordrede jeg dig til at finde og prioritere et projekt, der for dig er meningsfuldt i denne tid. Jeg tog min egen medicin, og er begyndt at sende live yoga-sessions i min nye Facebookgruppe ’Annapurnas online yogastudie’.

Den fysiske yogatræning styrker bl.a. din vejrtrækning, din holdning og din grounding. Forhold der er guld for dine talegaver.

Vil du være med? Kig indenfor her. Vi mødes igen på onsdag kl. 10.

Kh Annette

Sådan øger du din troværdighed

Jeg underviser på Masteruddannelsen i procesforbedring på RUC. Det giver mig hvert år en perfekt anledning til, at dykke ned i ny og gammel teori og nye og gamle undersøgelser om retorik.
Én af de tekster, jeg gav mine studerende, har nogle pointer, jeg vil dele med dig.

Nemlig, at der er en undersøgelse, der viser, at en god mundtlig levering styrker din troværdighed. Og at en dårlig mundtlig præstation svækker din troværdighed.

Har du en levende stemme, der går levende og naturligt op og ned i styrke og tempo, hjælper det din troværdighed. Undersøgelsen viser bl.a. også, at dit kropssprog skal være levende, for at styrke din troværdighed. Den viser, at de visuelle virkemidler, du bruger, også har noget at skulle have sagt.

Men det er ikke din levering, der på tværs af undersøgelser, er det vigtigste for din troværdighed. 

Det vigtigste for din troværdighed, er dit publikums oplevelse af dine kompetencer på det felt, du taler om, og din karakter som menneske.

Det er det, dit publikum måler dig på. Men ikke på hvad du mener, er de rette kompetencer – og den rette karakter, men hvad de mener, er de rette kompetencer og den rette karakter. 

Det kan være, de vægter erfaringsbaseret viden højere end din teoretiske viden. Det betyder, at du kan have læst alle de nyeste forskningsbaserede artikler om ledelse. Men hvis dit publikum mener, at du selv skal have prøvet at være leder, for at de vil lytte til dine gode råd om ledelse – ja så kommer du ikke langt i din rejse på at blive hørt.

Din troværdighed er ikke din egen. Den tilhører dit publikum

Derfor kan ét publikum mene, at du er meget troværdig – og et andet ikke. Afhængigt af hvad de vægter og hvordan de oplever dig.

Din troværdighed kan også falde – eller vokse – hos det samme publikum. Mens du taler. Afhængigt af, hvordan du taler og hvordan de oplever dig.

Derfor skal du forbinde dig med dit publikum, for at øge din troværdighed

Da jeg skrev min bog, interviewede jeg bl.a. en meget dygtig leder, der hedder Simon. Simon er ansvarlig for bæredygtighed hos Carlsberg. Jeg var med Simon en tur i FN-byen, hvor han skulle fortælle om Carlsbergs ’Together Towards ZERO’ strategi (deres bæredygtigheds-strategi) til et NGO-publikum. Efter præsentationen havde han og jeg en samtale om, hvordan man kan skabe forbindelse med sit publikum.

Da jeg interviewede Simon, fortalte han denne historie:

”Én af mine største bekymringer er, hvilken påvirkning klimaforandringerne kommer til at have for mine sønner og deres dagligdag, når de bliver voksne.” 

”Det er dén historie, du skal fortælle”, sagde jeg.

”Den er et meget stærkt bevis på, hvor meget bæredygtighed betyder for dig. Når du fortæller den, er der ikke nogen, der er i tvivl om dine værdier.”
Et par uger efter fortalte Simon mig, at han havde været ude og holde oplæg igen. Han havde delagtiggjort publikum i hans bekymringer og bevæggrunde for at ville arbejde med bæredygtighed. Det skabte en god debat og kontakt til hans publikum.

Derfor højner det din troværdighed, hvis du tænker over, hvilke historier du har, der giver udtryk for de værdier, du deler med dit publikum. Dem skal du fortælle som en del af dit oplæg, for at styrke din troværdighed. Dine historier er nemlig vidnesbyrd om din karakter.

Dem hjælper jeg dig med at finde og formidle troværdigt på Bliv Hørt den 30. april

Vi skal naturligvis også arbejde med, hvordan du italesætter dine kompetencer, og hvordan du brænder igennem foran dit publikum.

Vil du med?

Kh Annette

Hvilken passion skal drive dig i 2020?

Derfor skal du finde din passion

Hvilke værdier, hvilke(t) mål og hvilken passion, skal drive dig i det år, vi har taget hul på?
Det gør din arbejdsdag, dit familieliv og dit liv mere meningsfyldt.
Men ikke bare det. Når du har styr på hvad der driver dig – din passion – og tager det med, når du taler, så brænder du bedre igennem.

Du er mere autentisk.

Du er troværdig.

Jagten på dit ’Why’ (døbt sådan af Simon Sinek), er ikke en døgnflue.

Det er det ikke, hvis du er leder.
Projektleder.
Konsulent.
Underviser.
Specialist.
Og slet ikke som topleder.
I hvert fald ikke hvis du spørger Mads Nipper, CEO hos Grundfos. Mads Nipper er i mine øjne eminent til at kommunikere med troværdig passion. Se bare her.

Med hans kommunikation får han os alle til at lægge mærke til Grundfos. Han skaber ørenlyd. Og han inspirerer og motiverer os andre til at støtte hans formål.
Hvis du spørger Great Place to Work, som (bl.a.) kårer Danmarks Bedste Arbejdspladser, så mener de, at det at en arbejdsplads har et højere formål, der aktivt kommunikeres, er essentielt for at skabe en god arbejdsplads. De mener, at det er helt på linje med de tre andre elementer, de måler på: Stolthed, fællesskab og tillid.

Min passion er, at hjælpe dig til at kommunikere, så du brænder igennem overfor dit publikum.

Fordi dine ord er vigtigere, end du tror. Hver gang du tager ordet, giver du noget til andre mennesker. Jo mere ansvar du har, jo vigtigere er dine ord for de medarbejdere, de studerende, de borgere – eller de politikere og investorer, du skal nå. De sidder og venter på, at du giver dem noget af værdi. Der får dem til at tænke nye tanker. Få nye idéer. Føle sig anerkendt. Komme med på vognen.

Det hjælper jeg dig til.

Derfor begynder jeg mit åbne heldagskursus Bliv Hørt den 6. februar med din passion. Du bliver guidet igennem en proces, der får dig til at finde og formulere din passion, så dit budskab får brændstof.

Da jeg holdt kurset i november, sagde to af deltagerne bl.a.:

”Vi har kun været i gang en time, og jeg har allerede fundet ud af, at det er det her, og ikke det der, jeg brænder for. Det var lige foran næsetippen, men jeg kunne ikke se det. Nu giver det hele mening.” Rikke

Og en anden:

”Jeg har været på mange kurser. Men det er dette, der har sat flest tanker i gang hos mig og fået mig til at tænke mest over min daglige kommunikation som leder. Ja arbejds-arket, som vi fik til at strukturere vores oplæg, ligger nu permanent på mit skrivebord. Jeg bruger ark’et, når jeg forbereder alle mine møder.” Jesper

 

Læs mere om Bliv Hørt her

Sådan evaluerer du din egen præsentation – og overgår den

Inden juledagenes mange fristelser som middage, gåture og sofahygge fylder alle mine dage, sætter jeg tid af til refleksion.
Til at få tænkt over det år, der er gået, og det år, der kommer.
Til at evaluere og lære af de foredrag, kurser og den rådgivning, jeg har ydet det seneste år.

Til at evaluere, hvordan jeg kan gøre det bedre i det nye år. Men også til at glæde mig over det fantastiske år der er gået og til at sætte intentioner og mål for 2020.

Jeg begynder med de at lade mine tanker vandre tilbage til de festtaler, jeg har holdt i løbet af året. Til den rådgivning, jeg har givet. Og de kurser og foredrag, jeg har holdt.

 

Hvad gik ekstra godt, ved min præsentation?

Og hvorfor gjorde det det? Var min forberedelse anderledes end normalt? Var jeg ekstra skarp – og hvorfor det? Hvordan var mit mindset? Hvad var det, der gjorde, at deltagerne og jeg fandt hinanden og gik ind i stoffet, som om vi begge opdagede det for første gang?

Jeg begynder med succeserne – og hvorfor gør jeg det? Fordi min hjerne er, som de flestes: Den elsker at gå direkte til problemer, og fokusere på dem. Men dvæler jeg kun ved problemerne, får jeg ikke gevinsten af at lære af det, der rent faktisk lykkedes.

Jeg får ej heller balanceret mit syn på min egen indsats:
Hvis jeg kun fokuserer på det, der kunne have været bedre, får jeg ikke følelsen af, at der også var meget, der gik rigtig godt. Lærer jeg ikke af succeserne, bliver det svært at gentage dem – og overgå dem.
(Denne tilgang bruger jeg naturligvis ikke kun, når jeg evaluerer mig selv, men også når jeg arbejder med dig og din kommunikation i et 1:1 forløb, på mine kurser, og når jeg laver medietræning.)

De spørgsmål skal du stille dig selv, når du evaluerer din næste præsentation:

  1. Hvad gik godt?
  2. Hvor fik jeg en respons og feedback der viste, at jeg ramte plet med indhold og formidling?
  3. Hvornår fik publikum det der helt særlige blik i øjnene, som man kun får, når der er noget værdifuldt, der lige er gået op for én.
  4. Og hvor ramte jeg ved siden af? Hvad var grunden til det?
  5. Var det min forberedelse, der skulle have været grundigere?
  6. Havde mit oplæg ikke nok kontraster, en gennemgribende historie og et fast budskab?
  7. Holdt jeg mig på sporet undervejs, eller blev jeg forført af forstyrrelser fra mig selv eller publikum?

 

Dernæst skal du spørge dig selv:

  1. Hvad skal jeg derfor indføre i min praksis i 2020 for at levere endnu bedre kurser, foredrag og rådgivning?
  2. Hvad må jeg ikke gå på kompromis med, i min forberedelse?
  3.  – og hvilket mindset vil bringe mig i en stemning, der støtter mit forhold til publikum, mit mål og mit budskab?

Vil du blive langt bedre til at holde præsentationer og oplæg i 2020? Så skal du selvfølgelig have både teori og praksis på plads. Det får du den 6. februar

Godt nytår! Annette

Sådan undgår du at drukne dit budskab i din præsentation

Indflydelse? Giv et overblik

“Hej Annette – vi skal se på min næste præsentation i dag”

”Selvfølgelig, Martin. Det gør vi”, svarer jeg.

Så Martin åbner tasken, computeren og PowerPoint. Frem toner en corporate identitet. Dvs. slides, der fuldstændig ligner det øvrige materiale, hans organisation udsender. Der er bannere og smukt opsatte figurer i organisationens farver og stil. Det er der ikke noget i vejen med – tværtimod. Men hans slides er fyldt med tekst og punkt-opstillinger. I virkeligheden ligner det mere en brochure, end en præsentation. Det er et problem for hans evne til at kommunikere et klart budskab og for hans publikums chancer for at få et værdifuldt udbytte af deres tid.

Martin går i gang med at præsentere. Han taler og taler for at forklare, hvad det er, jeg ser på hans slides. Han sætter i den grad mit hoved på overarbejde, da det bliver op til mig at hitte hoved og hale i sammenhængen mellem hans tale og teksten på slides.

Skal jeg læse det, der står, eller lytte efter det, Martin siger?

Min ivrige hjerne forsøger at gøre begge dele på samme tid, hvilket er umuligt. Da Martin runder af, og vi taler om hans indhold, er det tydeligt, at alle detaljerne fik lige så meget taletid, som hans vigtigste pointer og argumenter. Men hvad skal jeg så, som modtager, lægge mest vægt på?
Pointerne og argumenterne druknede, i stedet for at blive fremhævet og blive slået fast. Man kan sige, som en god tommelfingerr-regel:

Hvis du er nødt til at forklare dit publikum, hvad det er, de ser, og hvordan de skal forstå det, ja så er din præsentation ikke skarp nok.

En god præsentation skal være en rejse for dit publikum, hvor de ikke skal bruge deres energi på at finde, men på at fange og forstå dine pointer.

 

Der er et problem mere
Martin er i gang med at sætte mig ind i alle detaljerne omkring hans projekt. Men Martins præsentation har ikke som mål, at hans målgruppe skal sættes ind i hans projekt. Målgruppen er ledelsen, og de skal træffe beslutninger om projektet. Det bliver svært for dem, hvis de selv skal sidde og lede imellem de mange detaljer, efter lige præcis de oplysninger, de skal bruge for at træffe deres beslutning.

 

Tænk på din næste præsentation på denne måde:

Din præsentation skal ikke give dine modtagere hele isbjerget. Du skal kun give dem toppen, der stikker over vandet. Toppen er de konklusioner og underbyggende fakta, de har brug for. Alt det under vandoverfladen er det din opgave, at have styr på. Det er fundamentet for, at du kan udlede de konklusioner, du gør. Men det er ikke fundamentet du skal kommunikere. Du skal kommunikere toppen, og være klar til at svare på spørgsmål om fundamentet.

For at du kan det, er det afgørende, at du definerer et klart mål før du begynder at forberede din næste præsentation.

Hvad skal modtagerne af din næste præsentation sidde tilbage med? Skal de fx kunne:

– Løse en opgave?
– Træffe en beslutning?
– Gøre noget nyt i morgen?
– Se på emnet på en anden måde?
– Tro på dig som leder/projektleder?
– Tro på den strategi, du har valgt?

Hvis du ikke skærer din præsentation skarpt til omkring ét mål, drukner du dit publikum, dit budskab og din evne til at demonstrere overblik.

Så hvad er dit mål med din næste præsentation?

Synes du det virker uoverskueligt? Så få et præsentationstjek

Ordet er dit, Annette

Jeg var ikke tilstede

Mens jeg stod der og præsenterede. I stedet var jeg optaget af bekymringer. Jeg var ked af det.

Sagen var bare den, at det var der ikke plads til. Det var mig, der skulle være på, og jeg skulle undervise i præsentationsteknik.

Du kender det sikkert. Der er noget, der hiver i dig, selvom du egentlig skal være optaget af noget andet. Sådan er det at have et hoved og et hjerte. Det er bare mega upraktisk, når du har brug for alle dine kræfter til det, der er lige foran din næse.

Hvad gjorde jeg den dag?

Først og fremmest sagde jeg til mig selv, at jeg nok skulle tage mig af det, der insisterede på min opmærksomhed, senere. Det kan også være en hjælp, at skrive det ned i en notesbog. Så er det som om, min opmærksomhed accepterer, at nu ligger det der, og så behøver jeg ikke at ’holde på det’ mentalt.

Jeg må acceptere følelsen. Vores følelser er et tegn til os om vores behov. At de bliver fulgt eller ikke fulgt. Du kan mentalt ændre fokus, men samtidig må du acceptere følelsen, og igennem accepten slippe følelsen, så der bliver plads til noget andet.

Jeg må også acceptere, at jeg er et menneske, der ikke hver dag kan yde 100 %, og huske mig selv på, at jeg har et godt bundniveau, så jeg selv på en dårlig dag, med gode strategier, kan yde 80-90 %.

Så engagerer jeg mig i rummet. Jeg trækker hele tiden mig selv mentalt tilbage til rummet, når min opmærksomhed ryger. Jeg lægger mærke til lyset, lydende og stemningen. Jeg går aktivt ind i mødet, med dem, der er der og beslutter mig for at give lidt ekstra. Ikke fordi, jeg skal være overgearet, men fordi jeg skal indstille mit system på at give ud, i stedet for at trække mig indad.

Så minder jeg mig selv om, hvorfor meget jeg brænder for, at se andre brænde igennem, når de tager ordet. Hvorfor vil det gøre en forskel? Hvorfor har de brug for det, jeg har at sige?

Hvis du er ligesom mig, er det, at kunne præstere en god præsentation, ikke kun et spørgsmål om god forberedelse og præsentationsteknik.

 

Det er også et spørgsmål om din mentale tilstand

Den kan du (også) gøre noget ved. Du kan træne din evne til at være fokuseret på det, der er din opgave.
Du bliver altid hjulpet rigtig godt på vej til at være fokuseret, ved at have en effektiv forberedelse. Det får du på mine skræddersyede kurser i præsentationsteknik. Men du får ikke kun det. Jeg hjælper dig også til mentalt at have strategier, der hjælper dig til at holde snuden i sporet. Så du ikke behøver at være bange for at gå i sort. Så du kan slippe bekymringer, og andre fokus-røvere, når du skal brænde igennem.

De er naturligvis også en del af programmet på Bliv Hørt. Den 13. november er nu fuldt booket. Derfor har jeg booket den 6. februar til dig, hvis du vil med?

Læs mere om Bliv Hørt her

Kh Annette

Kan du ikke vente til den 6. februar?

Jeg arbejder også med din evne præstere på talerstolen i 1:1 sessioner.
Læs mere om Speakercoaching & 360 graders lederkommunikation.

Er dit kropssprog troværdigt?

Kropssprog er en herlig ting. Observér et lille barn, der endnu ikke har lært at tale, så bliver det meget tydeligt, hvor meget kropssproget kommunikerer.

Når du kigger på et barn, er du ikke i tvivl om, at deres kropssprog fortæller dig, hvordan de har det. De læner sig frem, hvis de er interesserede, og de læner sig tilbage, for at sige nej. De rækker ud efter det, de vil have. Deres øjne har en intens og nærværende øjenkontakt med dig, der suger dig ind i nærværet.

Du har, uden at tænke over det, 100 % tillid til, at barnets kropssprog er autentisk.

Anderledes forholder det sig ofte med os voksne. Bevares, vi har jo sproget til at give udtryk for vores ønsker og behov, idéer og planer. Men ofte ser jeg, at kropssproget er kørt ud på et sidespor, hvor det har mistet sin autentiske gnist. En autenticitet, der er vigtig for at andre mennesker får tillid til dig.

Men dit kropssprog er også vigtigt for dit budskab.

Ofte ser jeg, hvordan kropssproget står i vejen for den gode kontakt med publikum. Fx hvis taleren har et låst og lukket kropssprog, og har placeret sig langt væk (og beskyttet) fra sit publikum. Øjnene er mere optaget af det, der er på sliden, end på virkelig at SE på publikum.

Jeg ser også ofte, hvordan kropssproget kan distrahere. Både taleren selv og publikum. Taleren går flakkende rundt for at skabe energi på scenen, men det ender med at skabe en kaotisk stemning, der gør det svært for publikum at dvæle ved hvert ord. Det kan også være uroen forplanter sig ud i stamp med den ene fod, klik på en kuglepen eller også skal der hele tiden rettes på skjorteærme og jakke.

Jo mere dit kropssprog er frit, naturligt og afstemt til dit budskab – jo bedre kan det støtte din kontakt til dit publikum og det tempo og den intensitet, du gerne vil give dine ord.

Derfor skal du arbejde med dit kropssprog, hvis du vil øge din evne til at blive hørt.

 

Gør dit kropssprog troværdigt

Du skal arbejde på at dit kropssprog naturligt fortæller en historie om det, du siger – uden at blive indstuderet.

Hvorfor? Fordi du ikke skal være skuespiller. Du skal være dig, i din rolle. Med det ansvar du har. Og du skal være tro mod den relation, du har til dit publikum.

Du skal derfor arbejde for at gøre dit kropssprog frit og levende, samtidig med at du får det til at tale sammen med det, du siger. Så ja – jeg beder dig om at sætte dit kropssprog fri – samtidig med at du styrer det i en retning.

Du skal bruge det til at optræde åbent, nærværende og sikkert foran dit publikum.

Start med en god grounding. Sørg for du har en god holdning, med en rank ryg, uden at låse i knæ og hofte. Låser du, bliver det svært for din stemme at have klang. Låste knæ og en låst hofte gør det også svært for din krop at bevæge sig naturligt og autentisk.

Og hvad vil det så sige, at du styrer dit kropssprog til at støtte dine ord?

Det betyder, at hvis du har fået for vane, at gå meget rundt, når du taler. Så skal du øve dig i at lade dine skridt følge tempoet i din tale. Men du skal også øve dig i at kunne stå helt stille – uden at sige noget – nærværende med dit publikum, så I kan lande i mødet sammen.

Vil du have flere øvelser til et troværdigt kropssprog?

Vil du have feedback på dit kropssprog + den træning, der får din autentiske gennemslagskraft frem?
Så skal du med på Bliv Hørt den 13. november. Der er kun én plads tilbage.

Kh Annette

Du får naturligvis endnu flere øvelser til dit kropssprog i min bog TAL TROVÆRDIGT.
Bl.a. til hvordan du får dine arme til at støtte dit budskab, hvordan du giver din stemme klang og bas, og hvad du skal gøre, hvis du ikke brænder for det budskab, du skal levere.

Bogen er en del af kursuspakken på Bliv Hørt

( G I W E A W A Y ) på Instagram

Jeg udlodder 4 onlinekurser på Instagram – vær med i konkurrencen her

Hvilken rolle giver du dit publikum, når du præsenterer?

Hvilken rolle giver du publikum, når du præsenterer?

I sidste uge havde jeg besøg af to dødeligt passionerede lærere. Dødeligt passionerede for ikke at sætte deres elever i bås. De to lærere er fra 10.klasse Campus Køge. Et sted, der er mange unge menneskers sidste udvej. Sidste udvej for at få bedre karakterer. Sidste udvej for at gennemføre noget. Eller sidste udvej for at blive erklæret gymnasie-egnet.
Jakob og Mette kan noget helt særligt. De kan tage de elever, andre har givet op overfor, og få dem til at blomstre. Og få bedre karakterer.
Igennem vores session, hvor vi producerede et oplæg om deres vigtige arbejde, blev det klart, at der er 3 ting, de går benhårdt efter, når de skal løfte et ungt menneske:
De bekræfter ikke den unge i sine antagelser om sig selv og hvad de kan. De hjælper dem med at finde en ny rolle

De italesætter og anerkender selve det, at de forsøger at løse en opgave. Ikke om den bliver løst rigtigt i første hug.

De giver de unge et nyt mindset. Et mindset hvor de ser positivt på sig selv og andre. Og de værdsætter sig selv og andre.

Mette og Jakob er derfor dagligt på vagt overfor deres egne fordomme om deres elever. De fordomme, som vi som mennesker er lynhurtige til at have om hinanden. Så snart de kan mærke, at de har fået sat en elev i en kasse, fx: ’Han er også sådan en, der altid skal udfordre grænserne’, så kigger de på kassen og kaster den væk, for at kunne se åbent på eleven igen. De ved nemlig, at hvis deres fordomme bidder sig fast, så begynder de også at behandle den unge efter det. Og så har de tabt slaget om at hjælpe ham med at vokse.

Resultatet taler for sig selv. Rigtig mange af de unge fordobler deres karakterer igennem deres år i 10. klasse. Men Jakob og Mette er overbeviste om, at det kun sker, fordi de først og fremmest fokuserer på den unges personlige udvikling. De ved, at når først den unge begynder at vokse – ja så følger karaktererne med. Derfor prioriterer de benhårdt, at være på de unge.

Når du tager ordet, ligger din succes ikke bare i dine velvalgte ord, din faglighed og dine flotte slides. Din succes handler endnu mere om den relation, du har til de mennesker, du taler til.
Derfor skal du vide, hvordan du tænker om dig selv og dit publikum, når du tager ordet. Du skal vide, hvor du har en tendens til at sætte dig selv i bås. Og sætte dit publikum i bås. Ellers kan du aldrig opnå en stærk relation til dit publikum og flytte dem.
Lyder det krævende? Bare rolig. Jeg guider dig sikkert igennem processen på Bliv Hørt, så du bliver klar til at vinde dit publikum.

Se datoer og tilmeld dig her

Varme hilsener,

Annette

“Tænk på det vigtigste i dit liv – mens du hører dette”

Men det var ikke muligt: Væk fløj de indre billeder af vores børn, partnere, familie og venner, mens Imran afspillede de ’pling’- og ’ding’-lyde, vores smartphones siger, når der fx er kommet en email, et like eller et match. Det var umuligt at fastholde vores mentale fokus på det, vi har kærest i livet.

Pointen var klar: Smartphonen stjæler din opmærksomhed – selv væk fra det, der er det vigtigste i dit liv.

Sådan fik læge, forfatter og foredragsholder Imran Rashid mig til at forstå, hvad det rent faktisk er, der sker, når mobilen suger min tid og opmærksomhed. Mobilens programmer er nemlig designet til at give mig følelsen af forventningens glæde, belønning og anerkendelse.
Genialt.

 

Sådan får du mennesker til at ændre adfærd

Imran fortalte os ikke, hvad det er, der sker, når mobilen fastholder sin position i min hånd. Han beviste det. Pointen var så stærk, at jeg begyndte at reflektere over min egen mobil-adfærd.

På enkel vis fik han mig til at indleve mig i budskabet og til at forholde mig til det.

Sådan nåede Imran sit mål med sit foredrag. Han vil nemlig gerne have dig og mig til at forholde os reflekteret til vores brug af vores mobiler. Han vil gerne have os til at træffe bevidste valg om, hvordan, hvor og hvor meget den må fylde.

 

Spørgsmålet til dig er derfor:

Hvad skal du gøre, næste gang du taler om noget, du har brug for at dit publikum tager ind? Reflekterer over? Og ændrer adfærd? Hvad skal du vise/sige og få dem til at opleve, for at det sker?

Og hvordan skaber du den helt rigtige præsentation, der støtter det mål?

 

Det går vi i dybden med på heldagskurset BLIV HØRT. Kom med den 8. oktober eller den 13. november. Her får du dit næste oplæg/præsentation arbejdet grundigt igennem.

 

Vil du gerne have andre mennesker til at ændre adfærd?

Via øvelser, træning og feedback:
–    Finder du din unikke, troværdige stemme som formidler
–    Får du formet dit hovedbudskab og de pointer, der støtter dit mål
–    Får dit oplæg struktur, form og bliver en rejse for dit publikum – hen til dit mål
–    Lærer du hvordan du tager magten tilbage fra nervøsiteten og opnår troværdig gennemslagskraft.

 

Du modtager min bog TAL TROVÆRDIGT så snart du er tilmeldt.
Og du får også en 1:1 session med mig en måned efter kurset, så du rykker dig optimalt.

Læs mere om kurset her

 

Kærlig hilsen Annette

 

Jeg var til Imran Rashids foredrag ‘SLUK – kunsten at navigere i en digitaliseret verden’, arrangeret af Inspired Beyond Babies.

ARTIKULATION