Sådan øger du din troværdighed

Jeg underviser på Masteruddannelsen i procesforbedring på RUC. Det giver mig hvert år en perfekt anledning til, at dykke ned i ny og gammel teori og nye og gamle undersøgelser om retorik.
Én af de tekster, jeg gav mine studerende, har nogle pointer, jeg vil dele med dig.

Nemlig, at der er en undersøgelse, der viser, at en god mundtlig levering styrker din troværdighed. Og at en dårlig mundtlig præstation svækker din troværdighed.

Har du en levende stemme, der går levende og naturligt op og ned i styrke og tempo, hjælper det din troværdighed. Undersøgelsen viser bl.a. også, at dit kropssprog skal være levende, for at styrke din troværdighed. Den viser, at de visuelle virkemidler, du bruger, også har noget at skulle have sagt.

Men det er ikke din levering, der på tværs af undersøgelser, er det vigtigste for din troværdighed. 

Det vigtigste for din troværdighed, er dit publikums oplevelse af dine kompetencer på det felt, du taler om, og din karakter som menneske.

Det er det, dit publikum måler dig på. Men ikke på hvad du mener, er de rette kompetencer – og den rette karakter, men hvad de mener, er de rette kompetencer og den rette karakter. 

Det kan være, de vægter erfaringsbaseret viden højere end din teoretiske viden. Det betyder, at du kan have læst alle de nyeste forskningsbaserede artikler om ledelse. Men hvis dit publikum mener, at du selv skal have prøvet at være leder, for at de vil lytte til dine gode råd om ledelse – ja så kommer du ikke langt i din rejse på at blive hørt.

Din troværdighed er ikke din egen. Den tilhører dit publikum

Derfor kan ét publikum mene, at du er meget troværdig – og et andet ikke. Afhængigt af hvad de vægter og hvordan de oplever dig.

Din troværdighed kan også falde – eller vokse – hos det samme publikum. Mens du taler. Afhængigt af, hvordan du taler og hvordan de oplever dig.

Derfor skal du forbinde dig med dit publikum, for at øge din troværdighed

Da jeg skrev min bog, interviewede jeg bl.a. en meget dygtig leder, der hedder Simon. Simon er ansvarlig for bæredygtighed hos Carlsberg. Jeg var med Simon en tur i FN-byen, hvor han skulle fortælle om Carlsbergs ’Together Towards ZERO’ strategi (deres bæredygtigheds-strategi) til et NGO-publikum. Efter præsentationen havde han og jeg en samtale om, hvordan man kan skabe forbindelse med sit publikum.

Da jeg interviewede Simon, fortalte han denne historie:

”Én af mine største bekymringer er, hvilken påvirkning klimaforandringerne kommer til at have for mine sønner og deres dagligdag, når de bliver voksne.” 

”Det er dén historie, du skal fortælle”, sagde jeg.

”Den er et meget stærkt bevis på, hvor meget bæredygtighed betyder for dig. Når du fortæller den, er der ikke nogen, der er i tvivl om dine værdier.”
Et par uger efter fortalte Simon mig, at han havde været ude og holde oplæg igen. Han havde delagtiggjort publikum i hans bekymringer og bevæggrunde for at ville arbejde med bæredygtighed. Det skabte en god debat og kontakt til hans publikum.

Derfor højner det din troværdighed, hvis du tænker over, hvilke historier du har, der giver udtryk for de værdier, du deler med dit publikum. Dem skal du fortælle som en del af dit oplæg, for at styrke din troværdighed. Dine historier er nemlig vidnesbyrd om din karakter.

Dem hjælper jeg dig med at finde og formidle troværdigt på Bliv Hørt den 30. april

Vi skal naturligvis også arbejde med, hvordan du italesætter dine kompetencer, og hvordan du brænder igennem foran dit publikum.

Vil du med?

Kh Annette

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

ARTIKULATION