Derfor går dine samtaler galt

“Hende der skulle du have mødt noget bedre”, sagde Robert, min med-underviser, da jeg svarede på Lisas kommentar:

“Jamen, hvem skal så motivere mig?” med en teoretisk gennemgang.

For Lisa havde brug for, at jeg mødte hende og hendes behov, i stedet for at forklare hende, hvordan det hang sammen. Hun havde brug for at jeg mødte hendes behov i stedet for at undervise hende i det. (Selvom vi var i en undervisnings-situation, hvor jeg underviste i projektlederens kommunikations-værktøjskasse). Lige der, havde hun ikke brug for mine modeller. Hun havde brug for, at jeg sagde noget i retning af:

“Ja – det kan jeg godt forstå. Det har vi alle sammen brug for.” 

Og først herefter ville vi kunne gå tilbage til teorien.

Hvis du ikke møder det behov, der bliver givet udtryk for, blokerer behovet for, at den, du taler til, for alvor kan tage det, du siger, ind.

Og lad os lige se på det helt ovenfra:

Er der egentlig noget bedre end at blive hørt? Sådan virkelig? Hvor du rigtig får følelsen af, at her, var der én, der forstod dig?
Vi kender også alle følelsen af ikke at blive hørt. Den får os til at prøve at råbe endnu højere. Den gør os vrede og frustrerede.
Når vi bliver mødt føler vi os værdsat. Forstået. Vi bliver rolige. Ja måske ligefrem rørte.

 

Se mig. Mød mig

Jeg husker særlig stærkt de gange, hvor jeg har oplevet det. Det var én af de ting, der fik mig til at falde for min mand. Men den slags oplevelser har også været med til at forme min vej i livet og gøre mig tryg.
De oplevelser har skærpet min sans for, hvor vigtigt det er at skabe sunde, respektfulde og rummende møder imellem os mennesker. De har skærpet min sans for, hvor svært det er. Men også, at vi hver dag kan øve os på, at blive ved med virkelig at se det menneske, der sidder overfor os. Og få vedkommende til at føle sig set, hørt og mødt. Det er noget jeg skal øve mig på hver dag. Det skal jeg, fordi jeg mener, at andre mennesker har fortjent det. Fordi det gør vores samarbejde og den stund, vi deler, sundere.

Når du er leder og projektleder, er det en kæmpe hjælp for dig, hvis du kan læse mellem linjerne af det andre siger til dig, og få en idé om, hvad det egentlig er, de giver udtryk for.

Spørg dig selv næste gang du sidder i en svær samtale:

Hvad er behovet, hos det menneske, der sidder overfor mig?
Hvad længes han efter?
Hvad savner hun?
At blive hørt?
Få støtte?
Blive beroliget?
Få hjælp til at komme videre?
Eller?

Vores samtaler – vores kommunikation – går let skævt. Ingen sagde, det var nemt. Men derfor skal du ikke give op og holde op med hele tiden at udvikle dine kompetencer. I dag vil jeg gerne sætte fokus på din evne til at læse mellem linjerne. Lytte. Efter mere end blot de ord, der bliver sagt. Lytte til, hvilke følelser, du kan høre i stemmen. Og hvad du kan læse på kropssproget. Hvad fornemmer du?

 

Effektive samtaler adresserer behov

Det skal du bruge til at identificere behovet. Du og den, du taler til, kommer nemlig ikke videre – videre til forståelse, løsninger og samarbejde, hvis behovet ikke bliver adresseret. Når behovet ikke bliver adresseret, taler det kun højere. Det betyder ikke, at du skal imødekomme alle behov, men du skal kunne møde behovet. For at du kan det, skal du kunne aflæse det.

Anerkend andre og hjælp samtalen

Når du fremhæver elementer ved den anden, f.eks. at de har taget initiativ til noget, at de er engagerede i emnet, eller noget helt tredje, så hjælper du jeres relation og samtale på vej. Du fortæller personen, at det har en værdi, at de er der, og at det de gør, har en værdi. Det gør noget godt for jeres relation, da det i sig selv imødekommer et behov om at få at vide, at man som person + ens indsats bliver set og kan have en værdi. Det kan gøre det nemmere at være uenige og have en fornuftig drøftelse om det.

Jeg siger noget mere om anerkendelse i denne video:

Kærlig hilsen Annette

 

Læs mere om kommunikation, der styrker samarbejdet her

Hjælp dit publikum til at fokusere

Dit publikum kan ikke lytte og læse på præcis samme tid. Når du holder præsentationer, taler og oplæg, skal du justere dit sprog efter dit publikums ører. Det betyder, at dine sætninger skal være korte. Du skal gøre dine pointer meget konkrete og du skal fokusere på essensen og droppe detaljerne. Hvis du vil flytte dit publikum hen til en ny forståelse af et emne, skal du tale, så de ikke bare sidder og lytter (og læser dine slides!)

Du skal åbne op for, at de kan reflektere sammen med dig. Du skal folde emnet ud, så lige præcis de specifikke mennesker, der sidder foran dig, får den ’aha-oplevelse’, der flytter dem.

Det fortæller jeg mere om i denne video fra min Keynote ‘Tal Troværdigt – og få succes med din kommunikation’ som jeg holdt til Årets Projektdag. Dagen var arrangeret af Lederne og Peak consulting Group. Se videoklippet med mine tips til, hvordan du bliver bedre til at bruge dit publikums opmærksomhed rigtigt, her:

 

Vil du blive bedre til at påvirke andre mennesker med dine ord?

Hop inden for i min bog ‘TAL TROVÆRDIGT – og få succes med din kommunikation’, her

Og kig nærmere på mine bog+online-kursuspakker her

 

Kh Annette

Ren improvisation eller en overforberedt præsentation?

“Det er som om jeg er dårligere, når jeg improviserer, end når jeg har forberedt mig. Det paradoksale er, at jeg er bedre, når jeg ikke har forberedt mig, og vores CFO spontant beder mig sige noget om det kommende projekt, når vi fx står i Chile.”

Du skal op i helikopteren – men også lande den på jorden

Sådan sagde én af de ledere, jeg arbejder med i 360-graders lederkommunikation for nylig.
Jeg spurgte hende, hvad hun gjorde, når hun spontant blev bedt om at tage scenen, og hvad hun gjorde, når hun forberedte sig.
Det stod klart, at når hun improviserede, tog hun helt naturligt sit publikum med op i helikopteren, gav dem overblik og satte projektet i kontekst. Men det der manglede var, at hun fik landet helikopteren på jorden og givet sit publikum et eksempel, så de var helt med på, hvad det betød i praksis.

 

Planlagt helikoptertur med et skarpt fokus

Omvendt var det, når hun forberedte sine præsentationer. Her blev hun nede på jorden og gravede sig ned i alle detaljerne. Hun blev eksperten på projektet, der kunne svare på alt – publikum skulle jo have ’det hele med’.
Men hendes publikum manglede helikopterturen. De manglede også målretningen til dem. Hun druknede selv i alle detaljerne, og kom let til at miste fokus og tage afveje i stoffet. Hun manglede et klart fokus for hendes ord.
Hun havde skrevet de sætninger, hun gerne ville sige, ned. Når hun holdt præsentationen, prøvede hun at genkalde de sætninger, hun havde forberedt. Det gjorde hende distanceret fra hendes publikum. De fik en fremført tekst i stedet for levende tale. De fik ikke guidning. Hun fik ikke skabt opmærksomhed om det væsentlige.

 

Få buy-in til dit projekt: Improvisation + planlagt helikoptertur

 

Hendes oplæg støttede ikke det, hun havde brug for: Motivation for og støtte til projektet. Hun gik glip af muligheden for at få buy-in.
Derfor gik vi først i gang med at arbejde med målet for hendes præsentation: Når målet var buy-in til projektet, udvalgte vi alt det, der ville støtte, motivere og inspirere lige præcis hendes målgruppe til at give deres buy-in.

 

Vi arbejdede ud fra spørgsmålet: Hvad har lige præcis denne gruppe behov for at vide om dette projekt?  

Vi valgte fra og gav præsentationen et knivskarpt fokus.

 

Vi fandt også ud af, at det, der fungerede bedst for hende, var at have et talepapir, hvor der kun var 5 stikord:

  • et stikord der pejlede hende ind på den pointe, hun ville have frem i sin indledning
  • et stikord for hver af de 3 vigtigste pointer, der foldede hele præsentationen ud
  • og et stikord der pejlede hende ind på den pointe, hun ville have frem i afslutningen.

 

Intet andet.

Så holdt hun fokus og tog ikke på afveje. Det blev nemmere både at lette med helikopteren og lande den på jorden.

Når du taler, er du publikums guide ind i emnet. Du skal servere dem en færdig og overskuelig menu, hvor det tydeligt giver mening, hvorfor de får de retter, du serverer. Du skal både føre dem op i helikopteren og ned på jorden.

 

Vil du lære, hvordan du gør i praksis? Der er to pladser tilbage på heldagskurset Bliv Hørt den 19. november – og ja – kurset giver dig også mere personlig gennemslagskraft. 

 

Er I flere, der vil lære, hvordan I gør i praksis? Så kig nærmere på mine skræddersyede kurser i præsentationsteknik eller lederkommunikation

Kærlig hilsen

Annette

Jeg brænder for, at du brænder igennem

Bliv tryg foran publikum

Det øjeblik, hvor jeg kan mærke, at du VIL mig noget med din kommunikation.
Hvor jeg kan se, at du er selvsikker nok til at stille dig bag dit budskab.
Hvor din passion er frontrytter.

Hvor du gør alt hvad du kan, for at gøre dine ord tilgængelige for mig. Og hvor du mener, at jeg kan bruge dit budskab til noget.

Tal med intention

Også selvom det handler om bæredygtige afgrøder. IT-løsninger. Eller forskning på ældreområdet. Når du kommunikerer med dedikeret intention, bliver dit indhold spændende for mig. Jeg bliver pludselig interesseret i afgrøder, it og ældre. Du åbner en ny verden for mig, og jeg bliver beriget med din viden.

 

Du leder mig med dine ord

Du giver mig den viden, jeg har brug for, for at forstå området. Men du giver mig også en forståelse af området, som gør mig klogere. Som hjælper mig til at forstå verden lidt bedre. Og som hjælper mig til at forstå mig selv i verden lidt bedre. Det er her, du leder mig med dine ord.

Derfor berøver du verden, hvis du holder følelsen af noget, der vil deles, tilbage.
Hvis du ikke deler det med ord, bliver det ikke tilgængeligt for andre.

’Hvad har jeg, at bidrage med? Tænker du måske. Eller: ’Der bliver sagt så meget – og så meget ligegyldigt’.

Først og fremmest: Jeg tror dybt og inderligt på, at alle har noget vigtigt at bidrage med. Et perspektiv. Viden. Indsigt. Du har også ret til at sætte dagsorden. Til at blive hørt for dit perspektiv. Til at blive en del, af dem, der bliver taget alvorligt.

Hvis du er leder, projektleder eller ekspert, er det faktisk din pligt at hjælpe andre til at navigere og lykkes med dine ord.

Dernæst: Ja der bliver kommunikeret ekstremt meget i dag. Af samme grund opstår der hos mange af os et behov for at koble fra. Få frisk luft til at tænke vores egne tanker. Men også til at få ro. Lyt til det behov. Brug det. Det er nemlig her, du finder ind til kernen i det, du har at dele. Med din næste undervisning. Din næste præsentation, briefing eller foredrag.

Kom væk fra al udenoms-svøb og ind til kernen med spørgsmålet: ”Hvad er det egentlig, jeg vil sige?”

 

Når du har fat i kernen, er det, du deler ikke fyld. Det er kvalitet.

Nu mangler du blot at målrette det til dit publikum, så du kan servere dit indhold som en appetitlig menu. En der beriger dem. Gør dem lidt klogere. Ændrer deres perspektiv. Motiverer og inspirer.
Det lærer du den 19. november.

Du lærer også, hvordan du bruger en struktur, der hjælper dig til at kunne huske, hvad du vil sige, når du åbner munden. Via dagens proces og øvelser får du ejerskab, passion og troværdighed ind i dit oplæg og din måde at formidle det på. Du lærer, hvordan du bruger dit kropssprog til at støtte det, du siger, og hvordan du får din stemme ud over rampen.
Dyk dybere ned i hvordan du bliver hørt her.

Med kurset følger selvfølgelig groundingøvelsen, min bog TAL TROVÆRDIGT, frokostbuffet, croissanter, økologisk kaffe og alle værktøjer omsat til worksheets der hjælper dig til hurtigt at forberede præsentationer, briefinger, taler og foredrag i fremtiden + en 1:1 session med mig efter kurset.

Kom med den 19. november

Varme hilsener

Annette

Tal dig til indflydelse

Giv ikke op, bare fordi du ikke fik respons på det, du sagde ved sidste møde. Forstå din modtager og hvad der skal til for, at de lytter og træffer beslutninger. Byd tryktestningen af dine argumenter  velkommen og brug dit kropssprog til at vise, at du er med. Så er du tættere på indflydelse.

”Mænd er gode til at kæmpe for at blive hørt og kvinder er bedre til at finde konsenssus.” Sådanne sætninger smider vi hyppigt omkring os med. Men set fra mit perspektiv handler evnen til at blive hørt og få indflydelse i langt højere grad om, hvorvidt du – kvinde som mand – formår at forme din kommunikation strategisk og bruge sin udstråling til at vække lysten til at lytte.

 

Mænd holder sig – også – tilbage fra indflydelse

Som kommunikationsrådgiver for karriereorienterede talenter inden for både ledelse, forskning og rådgivning, oplever jeg både mænd og kvinder, som holder sig tilbage – i stedet for at tage ordet. De tænker, at det, de vil sige er banalt og at alle de andre allerede tænker det samme. Lige så vel møder jeg både kvinder og mænd, der flittigt tager ordet og ikke er bange for at skulle kæmpe lidt for det. Forskellen ligger i det mindset. Taler du ud fra den tanke, at dine indspark er banale og at andre derfor ikke lytter? Eller mener du, at du for enhver pris skal høres for det, du har at sige?

Jeg vil anbefale dig et tredje mindset, hvor du indstiller dig på at tale for at hjælpe, støtte, bidrage og være med til at udvikle jeres organisation. Jo mere du tænker, at dine ord er værdifulde, og du er værdig til at sige dem, jo mere behagelig, venlig og klangfuld bliver din stemme. Et hjælpsomt mindset får dig til at lyse op og gøre andre nysgerrige på dine ord. Dit kropssprog og din tone påvirker hvordan dit publikum afkoder det, du siger. Giv derfor dig selv et hjælpsomt mindset. Skriv det ned og kig på det inden du går til næste møde.

Vær klar til tryktestningen

Et af kendetegnende ved High Performance Teams, er, at de tør trykteste hinandens idéer og argumenter, for at finde de allerbedste. Herved hjælper de hinanden med at gøre idéer og argumenter så stærke som overhovedet muligt. Det er en fælles indsats. Hvordan reagerer du i mødet med ’kritiske kommentarer’? Tænker du straks, at andre ikke ’respekterer dig’ eller ikke ’tror på dig og det, du siger’? At de har spørgsmål og kommentarer til dit stof betyder, at de forholder sig til det, du siger. Pas på med straks at gå i forsvar. Det dræber enhver frugtbar diskussion og lægger op til skyttegravskrig.

Udvis den samme respekt overfor andres holdninger og spørgsmål, som du selv gerne vil modtage.

Tag et øjeblik til at tage en dyb indvending og reflektere, inden du svarer. Det er dette øjeblik – hjulpet af en dyb indånding – der hjælper dig til at respondere imødekommende. Hvordan du håndterer kritiske spørgsmål er lige så vigtigt for din troværdighed, som hvordan du præsenterer dit budskab.

Målret dit budskab til din modtagers beslutningsmønster

Bare fordi nogen ikke responderer på det, du har sagt, betyder det ikke, at de ikke har hørt det. Det betyder oftere, at de mangler baggrundsbriefingen for at forstå og kunne se værdien i det, du siger. De mangler din analyse og de fakta, der får dit forslag til at give mening for lige præcis dem. Vær opmærksom på, at de højst sandsynligt ikke baserer deres beslutninger på det samme incitament, som du gør.

I en artikel bragt i Harvard Business Review refererer Gary A Williams & Robert B. Miller, en undersøgelse, de har foretaget af 1600 toplederes beslutnings-mønster.
De fandt 5 meget forskellige tilgange til at træffe beslutninger:

  • Entusiasten, som hurtigt bliver revet med af nye idéer, men har lært at træffe beslutninger baseret på informationer – ikke kun følelser.
  • Skeptikeren, der vender hver en sten, og altid på forhånd vil være kritisk overfor de data, du fremlægger.
  • Tænkeren, der har brug for klare fakta og argumenter for at blive overbevist
  • Følgeren, der træffer nye beslutninger på baggrund af sine lignende beslutninger i fortiden, eller på hvordan andre topledere, de har tillid til, har gjort.
  • Kontrolløren der gerne vil have kontrol med hvert et led og udelukkende fokuserer på fakta og analyse af argumenter.

Antag aldrig, at dem, du kommunikerer til, har samme beslutnings-mønster som dig. Derfor skal du altid omkring en grundig målgruppeanalyse, inden du præsenterer et beslutningsoplæg. Det skal målrettes til dem, du taler til. Det kan i mange henseende betyde, at du ikke skal formidle sagen således som du selv synes, det vil give mening. Du skal sætte dig i din modtagers sted, og formidle den, så din modtager kan se værdien.

Få metoden til hurtigt og effektivt at analysere din modtager og målrette din kommunikation til dennes interesser og behov i min bog TAL TROVÆRDIGT – og få succes med din kommunikation

Indflydelse er noget, du gør dig fortjent til

Jo mere det, du foreslår, indebærer forandringer og risici, jo mere spiller din relation til din målgruppe ind. Er du kendt som en der er grundig eller er god til at læse en trend? Hvad siger dine resultater? Har de øvrige forslag du er kommet med, vist sig at være fornuftige? Din historik er altid en del af hvad dit publikum hører, når du taler. Når du står i mødet med en ny gruppe, eller du har truffet en række beslutninger, der ikke har båret frugt, skal du opbygge tillid og troværdighed på ny.

Tag ansvar for de beslutninger du har truffet, og mind dit publikum om de andre, du har i rygsækken, som rent faktisk har båret frugt.

Brug dit kropssprog til at udvise sikkerhed omkring dit budskab

Læg mærke til dit kropssprog og din stemme, når du siger noget i en situation, hvor du bliver usikker eller er under pres. Hvad sker der med din stemme? Bliver den skinger? Eller gør du den overdreven sød? Lægger du hovedet på skrå eller ranker du ryggen? Trækker du vejret helt ned i maven – eller holder du op med at trække vejret?

Dit kropssprog og din stemme er en del af dit budskab. Modtageren adskiller ikke dit indhold fra dit kropssprog. Træn derfor at have et kropssprog der udstråler ro, overblik og lederskab:

  • Ret ryggen. Kig på din krop i spejlet. Selvom din krop fortæller dig, at den gerne vil beskytte dig ved at runde ryggen og tage armene ind foran maveregionen. Gør det modsatte: Rank ryggen, lad være med at krydse dine ben eller hænge i hoften, og fold roligt dine hænder foran kroppen.
  • Træk vejret dybt: Er du anspændt vil din vejrtrækning blive overfladisk. Det kræver en aktiv indsats at få den helt ned i maven, derfor skal du dagligt træne din dybe vejrtrækning, så du kan aktivere den, når du er anspændt. Så udtrykker du mere ro og din stemme får en behagelig klang.
  • Se folk i øjnene: Gå ind i mødet og vis dig som en medspiller. Nik og anerkend, når andre siger noget, du oplever er værdifuldt. Skab oprigtig øjenkontakt og vis folk at du er med. Kig rundt på alle i lokalet i stedet for at kigge på dine slides eller ned i dine noter, når du vil overbevise.

Ordet er dit – brug det til at gøre en forskel – kh Annette.

Lær hvordan du taler troværdigt

Deltag på heldagskurset BLIV HØRT den 31. maj. Her får du ikke bare fifs, viden og værktøjer til at tale troværdigt – du får den træning, der får dig til at kommunikere troværdigt. Læs mere om kurset her. 

Læs mere om skræddersyede kurser her

Læs mere om 1:1 forløb i speakercoaching her

 

Sådan får du indflydelse som projektleder

Overblik

”Hvad for et budskab har du så kommunikeret igen og igen i hele Carlsberg?”

Sådan spurgte jeg Simon Hoffmeyer Boas, leder af CSR hos Carlsberg, da jeg interviewede ham til min bog TAL TROVÆRDIGT.

”Jamen jeg har ikke kommunikeret det samme budskab – jeg har kommunikeret ekstremt forskelligt. Én ting til produktionen og noget andet til marketing. Jeg skulle have fat i, hvad der fik den enkelte til at ’tikke’. Jeg skulle finde ud af, hvad der ville motivere forskellige dele af Carlsberg til at blive en del af vores nye CSR-strategi.

Jeg satte mig igen og igen i den enkeltes sted: Hvad får han og hun ud af det her? Hvilke fordele er der for deres afdeling? Jeg blev ved med at tale med dem, indtil jeg fandt ud af, hvad der fik dem til at tikke og blive en del af projektet.”

Det Simon vidste var, at det ikke dur at kommunikere præcis det samme budskab rundt til alle dele af en organisation. Han vidste, at han skulle tale til deres forskellige interesser. Hans ihærdighed og evne til at se på CSR med deres briller, var afgørende for at han fik den indflydelse der skulle til, for at Carlsbergs ambitiøse CSR projekt Together Towards Zero så dagens lys.

Det er klarheden om deres udbytte, der giver dig indflydelse

Når du for alvor vil skabe forandringer, og implementere en ny måde at tænke eller handle på, kommer du ikke langt med ét strømlinet budskab. Du skal oversætte budskabet til de forskellige briller dine interessentgrupper ser budskabet igennem.

Du skal tale til deres interesser og det, de får ud af at komme med på vognen. Det sker kun, når du sætter dig i deres sted og ser deres interesser og behov. På mit heldagskursus BLIV HØRT den 31. maj i København lærer du hvordan du kommunikerer, så du får indflydelse.

Du får:

  • Bogen TAL TROVÆRDIGT,
  • Kursusmateriale med alle værktøjer til at blive hørt og tale troværdigt,
  • Croissant, frugt, chokolade, kaffe, te, delikat frokostbuffet og
  • Worksheets der optimerer din forberedelse af præsentationer og taler i fremtiden.

Ja nogen beretter, at de med det værktøj har mere end halveret deres forberedelsestid samtidig med, at deres oplæg er blevet markant skarpere og mere effektfulde på publikum.

Læs mere om BLIV HØRT og tilmeld dig her

 

Tal troværdigt,
Kærlig hilsen Annette

ARTIKULATION