Nogle dage vågner vi med sangen ’det er den dejligste morgen i hundrede år – og jeg lever’ inde i hovedet. En anden morgen, vågner vi op og tænker fuck! Vi er bare ikke på. Der er noget, vi er kede af. Det viger ikke og kan ikke vente til det er weekend, og vi har tid til at tage os af det.
Det er insisterende. Det sidder i kroppen på os. Og det gør os meget mere sårbare end vi har lyst til at være, når vi skal stå foran et publikum.