Læs videre “Bliv hørt på folkemødet”

"/>

Bliv hørt på folkemødet

Brug folkemødet til at opnå opmærksomhed omkring jeres mærkesager og centrale holdninger – og gør nye mennesker interesserede i jeres sag.

Vær klar til at kæmpe om opmærksomheden og bliv inspireret af den debatterende stil, så du kan bruge den i alle dine fremtidige oplæg, i dit arbejde og i din organisation. Få her mine bedste tips fra the real thing: Speakers Corner i London

Da jeg skulle tale på Speakers Corner i Hyde Park i London for første gang i 2005, blev jeg og mine RUC-medstuderende undervist af Heiko Khoo. Heiko har gennem de sidste 20 år været én af de faste speakere på Speakers Corner, og det første han gjorde, var at fortælle os, at de nedskrevne, taler vi havde forberedt til turen, godt kunnes smides langt væk:

–       People want you! If you have to look at your notes, to remember what to say, they don’t believe you know your subject well enough! And they leave.

 

PUBLIKUM STILLER SPØRGSMÅL

På Speakers Corner vil tilhørerne debattere med taleren. De er ikke interesserede i at høre på én, der står og bræger sine synspunkter ud. De vil have dialog og interaktion. Det er det samme på Folkemødet. Godt nok er debattanterne måske ikke alle lige så garvede og debatkrigerske som ’hecklerne’ på Londons Speakers Corner, men de vil også være med! De vil stille spørgsmål, og de vil selv være med til at sætte dagsordenen.

Derfor skal du forberede dig, så du ikke har en masse detaljer, du synes, du bør huske, men i stedet afgrænser dig til ET hovedargument, som du kommunikerer via pointer, historier, eksempler og cases. For at rykke noget i verden og blandt dine tilhørere er det dette hovedargument, du skal have tilslutning til. Og det er dette hovedargument, dine tilhørere skal forstå, at du gerne vil have tilslutning til. Dine tilhørere skal ikke undervises, de skal få lyst til at tilslutte sig dit hovedbudskab – så rykker du noget i verden.

 

speakers Corner 2007 19

 

PIR PUBLIKUMS NYSGERRIGHED

Da vi gik i gang med at forberede vores taler til London, fik vi det bedste råd, vi kunne have fået, fra vores stjernedygtige undervisere, Signe Carlsen og Henrik Hjuel. De sagde: Tal om noget, I brænder for. Noget, der pisser jer af, og hvor I virkelig har noget, I gerne vil ændre i verden. Og find så ud af, hvordan I får nogle andre til at blive interesserede i at debattere dette emne. Hvad skal der til for, at I tiltrækker nogen og får et publikum? For som Heiko slog klart fast, da vi kom til London: Det handler om at få et publikum. En skare af mennesker der lige pludselig bliver interesserede i det, du sætter på dagsordenen. Det er det samme på Folkemødet: Du skal formå at gøre dit emne relevant og spændende for dine tilhørere. Gøre emnet folkeligt: Tal om det, så alle kan være med og forstår, hvorfor dette emne også vedrører dem. Gør emnet levende, nærværende og vigtigt for dem.

 

VÆLG ET HOVEDARGUMENT

Derfor: Fokusér, zoom ind og vælg det hovedargument, du vil have tilslutning til på Folkemødet.

 

HA’ FAKTA TIL FINGERSPIDSERNE

Find så alle de pointer, cases og fakta, der bakker det op. Disse skal du kunne på fingerspidserne, sådan du er klar til at få dem ind i din løbende dialog og debat med deltagerne.

 

LAV EN STRUKTUR, DU ER KLAR TIL AT DROPPE

Lav en struktur for dit oplæg, som du kan til fingerspidserne. Det er denne struktur, du vender tilbage til mellem de spørgsmål, der kommer fra tilhørerne. Lad være med at sige: Det kommer jeg til, men byd i stedet spørgsmålet velkomment og svar på det. Vær villig til at gå på kompromis med din planlagte struktur og vend så tilbage til den med en fin krog. Og her kommer finten: Fordi dit publikum ændrer sig undervejs; nogen går, og nye kommer til, så er det rigtig godt, at du gentager dine hovedpointer løbende, så de nye er med på, hvad du advokerer for, og de, der er med hele vejen får det slået ekstra godt fast. Derfor er det helt fint, at du, når du vender tilbage til din planlagte struktur, får gentaget nogle af de pointer, du allerede har fremført som svar på spørgsmål. I mundtlig kommunikation er gentagelser nemlig en god måde at hjælpe publikum til at få fokus på, hvad der er det centrale.

 

ØVELSE GØR MESTER

Mundtlig kommunikation, dialog og debat-kompetencer er en muskel, du skal træne. Den træner du allerbedst ved at debattere med nogen, der er uenige med dig. (Her får vi også for alvor erfaring med at holde os til sagen, når vi bliver udsat for angreb som modstand mod vores budskab). Du kan ikke tage til Folkemødet og levere et bragende godt oplæg med en fængslende, værdigivende og fed debat, uden at du har trænet det på forhånd. Derfor: Gå rundt i organisationen, i din omgangskreds eller blandt dine venner og test din teaser/begyndelsen på dit oplæg og dit budskab og bed folk om at ’heckle’/debattere med dig, som det så smukt hedder. Lige pludselig bliver du både meget klogere på, hvor andre er henne i forhold til dit emne, samtidig med at du får talt dig – mundtligt – ind i emnet. Igen en ting, der er afgørende for, at vi kan holde et frit og levende oplæg med kontakt til publikum. Så kom i gang med at træne tale-musklerne, og bliv klar til Folkemødet!

Tag ordet – vi glæder os til at høre, hvad du har på hjerte. Rigtig god fornøjelse!

Kh Annette Bjerre Ryhede

Læs også min artikel hos Dansk Kommunikationsforening fra gå-hjem-mødet samme sted om ‘Bedre taler på Folkemødet’

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

ARTIKULATION