Sådan kommer du til at mene det, du siger

Ligesom Marianne Jelved.

For det skal du – ellers skal du simpelthen ikke stille dig op og sige noget. Dit publikum kan instinktivt mærke, om de tror på dig eller ej. Tror du ikke selv på det, du siger, får du aldrig dit publikum til at gøre det.

Find ud af hvad du i virkeligheden mener
Men det er ikke noget, vi bare gør. Det er en øvelse og det kræver træning at tage bladet fra munden og sige det, vi i virkeligheden mener.

Det betyder selvfølgelig ikke, at du skal bruge dette som en undskyldning for at fortælle andre om de grimme tanker, du kan have om dem – eller på anden måde behandle andre disrespektfuldt med dine ord – og vi behøver heller ikke krænge os selv ud og fortælle alt muligt privat om os selv.

Du moderer dit indhold, du er strategisk, du bygger det fornuftigt op. Du siger det, du har det godt med at sige, og du siger det på en måde, hvor du kan se dig selv i det. Men du skal altså mene det! Det går ikke, at du siger til dit publikum, at du har glædet dig til denne dag uden en snert af energi, gejst og glæde i din stemme og i dine øjne.

Som Marianne Jelved sagde ved et gå-hjem-møde i Dansk Kommunikationsforening i tirsdags: “Når jeg siger noget, så er det fordi jeg mener det”

  • Så find ud af, hvor du er henne i dit budskab.
  • Hvad står du for?
  • Hvad mener du?
  • Hvad er det, du helt oprigtigt gerne vil dit publikum?
  • Hvad er det, du gerne vil sige til lige præcis dem?

Glem alt om hvad du ’bør’ sige! Det kommer ikke til at fungere, hvis du ikke sætter din egen passion, motivation og engagement i spil i forhold til det, du taler om.

Du skal træde ind i dit budskab
Og så skal du træde ind i dit budskab. Du skal simpelthen tage det på dig. Du skal lade være med at undskylde for det, og lade være med at undskylde for at du har en holdning. Du er nu ambassadør for dette budskab der SKAL ud! Det kan tage noget tid at vænne os til, at tage et meget ærligt, modigt og kraftfuldt budskab i vores mund. Derfor skal du træne. Du skal sige det højt – igen og igen. Du skal mærke det, når du siger det. Og efterhånden vil du mærke, at du træder mere og mere ind i dit budskab, og kan sige det højt, så jeg kan mærke, at du mener det.

Taleskriver Trine Nebel vil sige, at du skal øve din tale 20 gange, før det vil føles naturligt for dig at holde den. Få flere gode råd om taleskrivning fra Marianne Jelved og Trine Nebel i mit  referat af gå-hjem-mødet om taleskrivning her på Dansk Kommunikationsforenings hjemmeside

”Repetition is the master of all skills”
Så i gang med at øve. Det er den eneste vej til at bygge nye vaner og nye færdigheder. Og når det gælder vores stemmer, skal vi hele tiden træne den – ligesom med enhver anden muskel, så skal vi træne vores talermuskler. I denne artikel på Alt for Damernes hjemmeside giver jeg dig nogle af de bedste øvelser til at træne din stemme stærkere, rundere og mere kraftfuld

Mange hilsener,

Annette Bjerre Ryhede

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *