Sådan kommunikerer du under pres som leder

Du kommer gående ned ad gangen med en frisk kop kaffe. Jakob, din chef,  går dig i møde, og kommunikerer til dig; ”hey, hvordan går det med den analyse, du sidder med?”

Du begynder glad og begejstret at kommunikere. Samtidig bliver Jakob mere og mere blank i øjnene. Han spørger dig: ”Så hvad er din vigtigste konklusion lige nu?”

”eeehhhhh” siger du, og giver et vævende svar. Jakob ser lidt forvirret ud og giver dig et overbærende smil.

Et par timer senere slår du dig på låret, da det er gået op for dig, hvad du skulle have sagt til Jakob.

VÆR KLAR TIL AT KOMMUNIKERE DIT BUDSKAB UNDER PRES

Nogle gange kan vi forberede os på det, vi gerne vil kommunikere under pres. Fx inden et pitch, en jobsamtale eller et bestyrelsesmøde. Andre gange bliver vi overrumplede.

Du kan ikke forvente, at du altid har mulighed for at forberede dig grundigt på at dele din viden. Hvis du gerne vil stige i graderne, få mere indflydelse eller blive en dygtig konsulent, har du brug for at kunne samle dine tanker, og kommunikere noget der er meningsfyldt, når det kræves af dine omgivelser.

Her er nogle af de værktøjer, jeg selv læner mig op ad – og giver til mine deltagere i 1:1 forløb og på kurser:

1: VARM DIN HJERNE OP PÅ FORHÅND

Sæt tid af til at tænke over den kommunikation, du skal levere i ugens løb, fx mandag morgen. Tag nogle noter i din notesbog om, hvad du forventer, I skal tale om og de pointer, du vil af med. Tænk over, hvad dine forskellige målgrupper er interesserede i under punkerne, hvad deres behov er og hvad de har brug for at vide.

2: TRÆN DIN HJERNE I AT ZOOME IND OG VÆLGE FOKUS

Da jeg arbejdede i Miljøstyrelsen som presse- og kommunikationsmedarbejder, blev jeg en dag bedt om at hjælpe en af specialkonsulenterne med at formidle konklusionerne fra en rapport, han havde skrevet.

Det allerførste jeg gjorde var, at bede ham lægge rapporten langt væk. Trække vejret, og så fortælle mig, hvad der var det allervigtigste, han havde fundet ud af i rapporten. Han tog en indånding, og ventede til hans hjerne zoomede ind på spørgsmålet. Så kom svaret. Skarpt, klart og fokuseret.

Derfor:

Giv din hjerne mulighed for at fokusere og skære ind til benet. Når du har fokus inde i hovedet, er det lettere at kommunikere et klart fokus. Enkelt – ikke?

 

3: FOKUSER DIN KROP

Når vi sidder – eller står – og hænger, taler hektisk eller bevæger hænderne distraheret rundt, er det ikke bare forvirrende for vores publikum. Det distraherer også os selv. Vores kropssprog påvirker nemlig både udad og indad.

Derfor:

Plant fødderne solidt i gulvet. Stå lige op og ned og saml hænderne foran kroppen. Træk vejret. SÅ kan du begynde at tale. Det er nemmere at komme med klar og tydelig tale fra en grounded og fokuseret krop. 

Ordet er dit!

Kærlig hilsen Annette

BLIV KLAR TIL AT KOMMUNIKERE

Lær hvordan du bruger din kommunikation til at lede, motivere og skabe forandringer. Lær hvordan du skaber tillid til dig og opbakning til dine budskaber. Læs mere om 1:1 rådgivning i 360 graders lederkommunikation, her

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *