I to uger har jeg nu haft et budskab kørende i kroppen. Det blev ved med at dukke op. Nye ord kom til. Nye erkendelser, som jeg virkelig havde lyst til at udtrykke. Samtidig var det sårbart. Meget sårbart: Fordi mine ord var sårbare. Der var stor kærlighed i dem. Og jeg vidste ikke, om budskabet ville blive godt modtaget.
Jeg prøvede at sige til mig selv: Slip det. Det er fint nok, at du mærker det. Bare mærk det og lad det være. Men mit system var ikke tilfreds. Så lørdag morgen var der noget, der hev mig ud af sengen og hen til et stykke papir, hvor jeg nedfældede mine ord. Jeg sendte dem afsted, inden jeg kunne nå at fortryde det.
Men der gik ikke mange timer, så blev jeg bange: “Ville det nu blive godt modtaget?” “Tænk nu, hvis mine ord ikke var velkomne?” Jadi jadi jadi … (bl.a. bl.a bl.a) sagde tankerne.
Ja frygten tog over. Fygten for, hvordan mine ord ville blive godt modtaget.
Den fik godt fat. Men heldigvis åbnede der sig indimellem nogle sprækker, hvor andre tanker som: ”Du følte, det var det rigtige, at gøre. Så er det altid det rigtige”. Og: ”Du har sendt de mest anerkendende ord afsted i den bedste mening med de bedste intentioner. Det kan der aldrig være noget forkert i” kunne komme ind på scenen.
Og min egen læresætning begyndte at tone stærkere og stærkere frem på min indre scene:
ORD, DER KOMMER FRA HJERTET, ER ALTID EN GAVE!
Jeg sagde denne sætning til mig selv igen og igen. Stille og roligt fik den mere og mere plads og mere og mere styrke. Mit indre heppekor fik mere styrke, og min indre kritiker blev mere og mere stille.
Langsomt kunne jeg mærke, at jeg begyndte at falde til ro. Mit nervesystem faldt til ro. Jeg fandt tilbage til mig selv.
Lige pludselig var det ikke længere så vigtigt, hvordan ordene blev modtaget. Nu var det vigtigste, at jeg havde talt fra mit hjerte. Jeg havde ladet mit hjerte tale højest og komme ud med de ord, der havde brændt sig fast i mit system.
De havde brændt sig så meget fast, at der nu var en masse andre ting, der ikke havde fået plads på min indre scene, som nu fik plads, fordi proppen, af de ord, der sad fast, var blevet frigivet. Jeg kunne nu trække vejret lidt nemmere igen. Ahh .. så blev det weekend …
DERFOR BLIVER VI NERVØSE
Vores tanker, vores følelser og vores adfærd hænger uløseligt sammen. I denne situation er det de frygtfulde tanker, der gør mig bange. Det er ikke handlingen i sig selv. Den er ganske ufarlig. At sige, eller skrive noget, er i sig selv ufarligt. Det der gør os bange, er frygten for, hvordan andre modtager det. Frygten for at blive dømt, skældt ud, set ned på, latterliggjort etc. etc. etc. Det er den, der gør os bange:
“Tænk nu hvis at de andre tænker/siger …..”
Og i mange tilfælde, holder frygten os tilbage fra at sige noget. Ved at minde os om alle de farlige ting, der potentielt set kunne ske.
Men der kunne også ske det, at personen bliver glad. Rørt. Bevæget over dine ord. At dine ord gør indtryk. At de var lige det, personen havde brug for at høre. At personen nu lærer dig bedre at kende, fordi du deler dine ord. Og hvad sker der så med jeres relation? Jo den bliver mere sand. Mere autentisk. Mere ægte. Det vil sige sundere og stærkere.
Vi brænder alle inde med ord fra tid til anden. Så jeg opfordrer dig nu til at se på, hvor du brænder inde med nogen ord. Til din elskede? Din bedste ven? Din veninde? Din mor? Din bror? Din kollega? Din samarbejdspartner? Din chef? Buschaufføren? Ja der er ingen grænser.
Sæt dig et øjeblik, og tænk over, hvad du gerne vil sige. Hvis der ikke var nogen grænser. Hvis alt hvad du sagde, ville blive modtaget godt. Især det, der er svært at få sagt. Hvad brænder du inde med? Og gå så ud og sig det. Ud med sproget! Husk: Det er der ikke noget farligt i – snarere tværtimod …
VI ER DIT HEPPEKOR
Har du brug for et heppekor til at kommer ud med sproget? På Talerskolen er vi hinandens heppekor. Vi taler. Igen og igen og igen. Vi hjælper hinanden med at få øje på alle vores styrker. Og alle de ting vi gør fantastisk, når vi tager ordet – fordi vi alle er unikke, og det skal vi være! Hvor vi støtter og hjælper hinanden med at få ordet og budskabet ud og befri den gennemslagskraft der ligger og ulmer.
Vi starter næste hold den 24. Marts, og du kan godt glæde dig til en fantastisk rejse! Læs udtalelser fra det sidste hold og tilmeld dig på mail til info@artikulation.dk.
Jeg glæder mig til at heppe på dig!
Kærlig hilsen,
Annette