Den største fejl vi begår

… når vi holder præsentationer og tager ordet ved møder, er at tro, at det hele handler om os.

At vi skal være perfekte og kunne kontrollere det hele. Kunne svare på alt og gøre publikum glade og tilfredse.

Vi tager så grueligt fejl.

Det hele handler om publikum. Du er der for deres skyld. For at give dem noget af værdi. For at hjælpe dem. Ikke for at gøre dem glade eller få deres bifald. Det er en dejlig sideeffekt, men tager du ordet alene af de grunde, kan du ikke rykke dem.

Hvorfor? Fordi de kan mærke, at du ikke taler for at hjælpe dem og bidrage med noget til dem, men i stedet for, at du kommer til at fremstå på en bestemt måde for at få en bestemt reaktion fra dem.

Kan du se forskellen?

Vi ønsker at fremstå perfekte og kunne kontrollere situationen af meget gode grunde. Det er det vi har lært i bl.a. vores uddannelsessystem: Undgå FEJL!

Men nu skal du høre: Uvilligheden for fejl gør, at vi aldrig kommer ud over rampen. Vi slapper ikke af og bliver så gode talere som vi kunne være blevet.

 

VERDENS BEDSTE TALERE ER IKKE BANGE FOR FEJL

Jeg har lige været til en konference (ELEVATE) med talere der for ét foredrag får en hyre, vi andre får på et år. De var ikke bange for at fejle. En glemte undervejs hvad hun skulle tilbage til, da hun havde svaret på et spørgsmål. En anden fortalte hvordan hele hans virksomhed var bygget op omkring at begå fejl. Og Brendon Burchard fortalte på High Performance Academy (som jeg talte om i forrige nyhedsbrev) om dengang, han med jetlag skulle tale for folk, der havde betalt flere tusinde dollars for deres billet, drak en energidrink og talte i speed-tempo og kampsvedte på scenen.

Jeg bliver også selv nogle gange så optaget af spørgsmål at jeg ryger ud af en tangent. Min håndskrift på tavlen ligner mere Comic Sans end Times New Roman. Og jeg glemmer også nogle gange at trække vejret ned i maven, så min stemme bliver skinger.

De store talere går hver og en på scenen for at hjælpe publikum ved at bidrage med deres viden og indsigter. Det kan mærkes og det, de siger, får lov at rykke publikum.

Hvad de alle var enige om var, at det ikke er dumt at fejle. Fejl er uundgåeligt. Det er dumt ikke at lære af det. Vi vokser når vi fejler. Vi udvider vores comfortzone.

Faktisk vil jeg omformulere det sådan her:

Fejl = læring!

 

BYD FEJLEN VELKOMMEN

Vi skal bare give os selv lov. Og lære af det. Og sige undskyld. Og gøre det bedre næste gang.

Lær hvordan du kommer ind til din motivation og det budskab du vil dele med verden. Lær hvordan du bruger dine fejl til at blive bedre, og udvider din comfortzone så du bliver den taler, du ved du kan blive: Kom med på mit heldagskursus. Næste gang er den 27. November og den 21. Januar.
Kærlig hilsen,

Annette

Bliv den taler du drømmer om at være – læs mere om heldagskurset her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *