Ikke i morgen
Sig tak til din mor. Til din far. Din kæreste. Din ven, din chef. Ekspedienten i Netto, manden der giver plads, så du først kan komme igennem døren. Og dig selv. For en god dag. For det de betyder. For det de gør. Det de har lært dig, det de har inspireret dig med.
Sig tak på fødselsdagen. Ved konfirmationen. Sølvbrylluppet. På eksamensdagen. Og ikke kun i kortet. Fortæl mig det, mens du kigger mig i øjnene.
Dér tror jeg dig for alvor. Vi kan alle skrive et pænt kort. Og det er også fint. Men når du ser mig ind i øjnene mens du siger tak, så brænder dine ord sig ind i min sjæl som en gave.
Det kan ikke fakes, fordi det kan mærkes. Jeg bliver glad. Jeg bliver varm. Jeg føler jeg svæver.
Jeg får selv lyst til at give ved at sige tak.
Det er ikke for sjov at vi husker talerne ved bryllupper, fordi vi her er så gode til at hylde hinanden, tale fra hjertet og erklære vores kærlighed. Vi viser hvor meget vi værdsætter hinanden.
Hvem har fortjent, at du i dag fortæller dem, hvor meget du værdsætter dem? Hvor meget du værdsætter noget, de har gjort? Der er helt sikkert en. Eller to. Eller tre …