Hvem vil ikke gerne fascinere sit publikum? Jeg vil gerne!
For jeg ved, at fascination er interesse. I fascinationen trækker jeg mit publikum ind i mødet med mig og mit budskab.
Når vi er fascinerede lytter vi. Vi åbner vores hjerner og hjerter. Vi er villige til at blive smittede med engagement, viden og idéer.
Men hvad er det, der egentlig skaber fascination? Lige siden jeg holdt min første tale som 12-årig, har jeg vidst, at det er det, at have noget på hjerte, der bare MÅ siges, der er afgørende.
Senere har jeg koblet lidt flere ord på som nærvær, autenticitet, og troværdighed.
Jeg ved, at jo mere du DIG og er nærværende med alt det, der foregår i dig og i energien med publikum, mens du kommunikerer, jo mere fascinerer du.
Jo mere du viser dig selv som et helt menneske af kød og blod, som er ærlig overfor dig selv og dit publikum – jo mere REAL du er er – uden polering, mekaniserede fraser og panser, jo mere fascinerer du.
Når vi står stærkt i hvem vi er og hvad vores budskab er, jo mere kan publikum ikke andet end at lytte.
Jeg ved i dag, at når det ikke helt fungerer, så er det fordi, jeg har glemt at mærke efter hvad der inspirerer mig i dag, hvor mit engagement er. Jeg har glemt at spørge mig selv hvad jeg brænder for, at hjælpe lige præcis de mennesker, jeg står overfor, med. Når jeg stopper op og tager min egen medicin fungerer det igen.
Sally Hogshead har knækket koden til fascination
Men det her med fascination, det er der en kvinde, der har forsket i. Sally Hogshead har knækket koden for fascination. Og du og jeg kan få del i hendes hemmeligheder i den video du finder her, på 18 min fra TEDxAtlanta – Sally Hogshead How to Fascinate
Jeg mødte hende for første gang i tirsdags hvor hun optrådte i MarieTV, med ‘How to be fascinating‘
Det hun især har inspireret mig med er:
– Hvis der ikke er nogen, der ikke kan lide dig, er der ikke nogen der kommer til at elske dig. Vi skal simpelthen give os selv tilladelse til at skille os ud!
– Lad dine særlige personlige egenskaber træde frem i de første 9 sekunder, fx din imødekommenhed, empati, rolige overblik eller humor. Brug det, du ved andre tænder på ved dig, til at fascinere flere.
– Du skal lade folk få en følelse så de kan blive forelsket i dine idéer. Det sker ikke alene ved kun at appellere til den venstre rationelle del af hjernen. Du skal også appellere til den højre emotionelle hjernehalvdel.
Hvis du vil vide mere, må du se videoerne. De er fantastiske. Og læg mærke til, hvordan Sally, i Atlanta-videoen, ikke er bange for at smile kæmpestort, når hun går på og af scenen. Og hun er slet ikke bange for at blotte sig selv fuldstændig i hendes miks af fakta og følelserig formidling.
Det er stærkt, og det fanger os. Den følelse jeg får indeni, når jeg ser hende formidle hendes budskaber, glemmer jeg aldrig. Og da der er knyttet et budskab på, glemmer jeg heller ikke det!
Så stil dig frem og vær dig, med alt hvad der er! Husk, du har mig og Sally i ryggen hele vejen.