Giv din oplægsholder en krammer

Du har et ansvar, som publikum, for din taler, din chef, din mødeleders velbefindende på scenen.

Giver du taleren venlige nik og blide øjne? Det får din taler til at vokse, tro på sig selv og give mere af sig selv.

Serverer du kritiske øjne eller et fraværende ’jeg keder mig, blik’?. Det får din taler til at gå i forsvar, tvivle på sig selv, beskytte sig selv, og måske (ubevidst) give tilbage af samme skuffe.

Angriber du taleren med kommentarer og kritiske spørgsmål?

Eller lytter du og stiller spørgsmål for at forstå? Roser du taleren for sine pointer og hans tid? Tænker du på at give noget tilbage til taleren – og de andre i publikum – af værdi?

I yoga siger man ”speak only when you feel that your words will be beneficial”. Dette ordsprog håber jeg, vi vil indføre mere i vores konference og mødekultur. Jeg skal selv minde mig om det dagligt.

Hvordan ville du selv have det?
Hvordan ville du selv have det, hvis du blev mødt med angreb og kritiske øjne, når du gik på scenen? Måske er det blevet det, du er vant til, når du selv har stået for skud, og derfor giver du det samme videre. Det hele er blevet en kamp. Så vi kæmper med hinanden. Om ordet. Om hvad sandheden er. Når vi kæmper hører vi sjældent hvad modparten siger. Ingen af os bliver klogere.

Jeg har selv gjort det
Og åh hvor har jeg selv gjort det!!! Kæmpet med ord. For at føle mig set og hørt. Det var ord, der skulle til, ellers var jeg ikke en del af fællesskabet. Og jeg skulle også bruge dem til at forsvare mig med. Det var anstrengende. Meget anstrengende. Sikke et arbejde.

I folkeskolen var det nødvendigt for mig. Men pludselig var det blevet en vane, så jeg ikke længere fattede, at folk bare pjattede kærligt med mig. Jeg var altid kampklar med ord. Og jeg gik glip af det kærlige spil og det fantastiske i at lege og pjatte med ord.

Jeg troede, at det hele handlede om mig. At jeg ikke blev anerkendt, respekteret og taget alvorligt. Så jeg reagerede herefter. Med forsvar. Og skabte kløfter og afstand.

Jeg ville også høres 
I min studietid ville jeg så hjertens gerne tages alvorligt. Så jeg kom med mange kritiske spørgsmål. Fordi jeg havde en frygt for, at jeg ikke lød klog og ville blive taget alvorligt, kom ordene ud med hårdhed i stemmen og afstand i ordene.

Stakkels mine forelæsere! Da de stod der, blev de for mig repræsentanter for det, de fremlagde og for institutionen universitetet. Jeg glemte fuldstændigt, at de var mennesker at kød og blod, der stod foran mig. Og gav en masse viden videre. De gav noget af sig selv med alt det arbejde, de havde lagt i at forberede forelæsningen. Og så gav de noget af sig selv ved simpelthen at stille sig derop foran alle os.

“Du kan ikke lære mig noget!”
Det virker ikke helt fair, at de så skulle stå til måls for vores til tider rullende øjne, snakken i krogene, surfen på nettet og flabede spørgsmål. Det var ikke kønt. Og jeg er bestemt ikke stolt af det. Jeg kan måske undskylde mig med at jeg var ung og ikke vidste bedre. Men det er ikke ok, hvis jeg tager denne stil med mig videre. Når jeg måske bliver provokeret af det, en oplægsholder siger. Eller ikke tror på det de siger, eller tror på at han eller hun har styr på tingene. Og værst af alt, tænker: Hvorfor har de dog spurgt ham eller hende om at tale om det der – det ved jeg da meget mere om. Jeg tænker: ”respekterer de mig ikke, synes de ikke, at jeg er klog?”

Tanker som handler om mig. Som handler om min frygt. Det handler ikke om den, der taler, eller det, de taler om. Det handler faktisk om mig selv. Min frygt. Mine overbevisninger. Og det er ikke i orden, ej heller skønt, at lade oplægsholderen stå for tur for at få ham til at bekræfte mig i, at jeg også bør fylde i sammenhængen. Og det er slet ikke klogt.

Taleren er også bange
Så vi skal være ordentlige overfor vores chefer, lærere og leverandører. De har fortjent det, når de stiller sig derop på scenen, med alt hvad det indebærer for dem. Husk at for de fleste følger der nervøsitet og frygt med, at stille sig op på scenen, selvom vi måske prøver at skjule det.

Giv din oplægsholder en mental krammer, et nik, et smil og et ’tak for et godt oplæg’, det koster dig ikke noget. Det koster kun noget at lade være.