Tal til rygsækken

Målgruppe, målgruppe, målgruppe …

Hvem er de egentlig, dem du skal tale til til en konference, et gå-hjem-møde, en salgspræsentation – eller dine egne medarbejdere? Hvad er dine kolleger eller medarbejdere interesserede i, når du skal give dem en status på det projekt du sidder med? Hvad fanger dem, du skal undervise i brugen af sociale medier, førstehjælp eller arbejdsmiljøregler?

Jeg falder selv utroligt let i fælden med, at fortælle ‘om’ noget, for nogen, i stedet for at prøve at ramme mere direkte ind i det, de er optagede af.

Nuvel, man ved ikke altid på forhånd lige hvor andre er – men man kan finde ud af det. Det kan man gøre på forhånd ved at researche, spørge – ‘hey, kollega’, når jeg nu i morgen på mødet skal fortælle om ‘det’ og ‘det’, hvad har du så mest brug for at blive opdateret omkring?’ Eller hvis man er rigtig sej, starter man sit oplæg ved først at spørge folk: ‘Hvorfor er du kommet for at høre dette oplæg?’ og videre: ‘Er det det samme der har tiltrukket jer andre?’ Så får du fra starten et rigtigt godt pejlemærke på, hvor de er henne, og hvad du i hvet fald skal komme ind på, for ikke at tabe deres opmærksomhed.  Samtidig har du også engageret dem fra starten – det er så rart som publikum at blive engageret, fordi så oplever man en kontakt til dem der taler, man føler, at man bliver hørt på, og så er velvilligheden overfor taleren meget større. Og min påstand er, at man husker meget mere af det der blev sagt, fordi det der sker, når man bliver inddraget er, at man meget mere aktivt forholder sig til det, der bliver sagt, end hvis man bare passivt sidder og lytter og ‘tager imod’.

Men der er også en anden øvelse du kan lave, på forhånd, der også vil hjælpe dig til at spore dig ind på dit publikum.

  • Sæt dig ned, og tænk over hvem din målgruppe er.
  • Se dem for dig. Hvem er de? beskriv dem. Se for dig den rygsæk de alle har med sig om hvem de er, hvad de laver, tidligere erfaringer etc.
  • Beskriv deres interesser, hvad de interesserer sig for, hvad de brænder for. Det vil give dig et indtryk af deres verden og hvor de er henne, og hvad du så kan bruge af eksempler, sprog, stil og historier som rammer ind i deres verden, så oplægget bliver relevant for dem.
  • Tænk så over: Hvad vil de kunne bruge det du siger til? Og gør det tydeligt for dem, i dit oplæg: Hvad er det helt konkret, du mener, at de kan bruge det til?

Selvfølgelig kan du aldrig helt vide præcist, hvem de er, hvor de er henne mentalt, og hvad hver enkelt vil kunne bruge det til. Men har du gjort dig tanker om det inden, bliver dit oplæg meget mere nærværende og relevant for dem du taler til. Og gør du det klart, hvad de kan få ud af dit oplæg, er chancen for, at det bliver tydeligt for dem, meget større end hvis du ikke havde tænkt over det.

Vent med at tale!

Synes du, det er svært at bevare roen, når du skal tale? Finde og holde fokus mens du taler? Så prøv at tage scenen stille og roligt INDEN du begynder at tale. Lad være med at begynde allerede mens du rejser dig fra stolen og er på vej op til din PP-præsentation. Lad være med at begynde, med det samme du har fået ordet. Tag dig selv tiden – og giv dit publikum tiden – til lige at samle dig, og forberede dig mentalt.

Gå stille og roligt derhen, hvor du skal stå, kig på folk, træk vejret og mærk hvordan dine fødder står soligt på jorden.  Og begynd så først at tale når DU er klar!

De sekunder du bruger på lige at samle dig, mens du står der, er guld værd for dig og for dine tilhørere. Du giver dig selv lov til at have dig selv med, inden du begynder, og du giver punlikum mulighed for at gøre sig klar til at modtage det, du siger. Resultatet er, at du selv er meget mere rolig, når du præsenterer, det bliver lettere for dig at bevare fokus, og så bliver det i sidste ende også en meget bedre oplevelse for dit publikum

Find kernen i dit oplæg!

Sidder du og skal udforme et oplæg? Du har svært ved at finde ud af, hvad der skal med, og hvad der ikke skal med? Du læser og læser for at være sikker på, at du ikke glemmer noget vigtigt? Oplægget kører rundt i hovedet – og til sidst starter du måske power point programmet, og begynder at sætte ting ind, som du synes du skal ind på, bare for at føle, at du kommer i gang med at forberede oplægget? Så sluk straks computeren, og vend rapporten om!

Læg det hele væk. Stil så dig selv spørgsmålet: Hvad synes jeg selv er det vigtigste her? Hvad synes jeg selv er det væsentligste! Stil dig selv spørgsmålet, for du har selv svaret.
Lad være med med at censurere det, du tænker, og skriv det så ned på et stykke papir – yes – et helt gammeldags stykke hvidt papir til løse noter og tanker er nogle gange en fantastisk ting! Det skyldes, at vi kan blive fri for det pres, vi ellers typisk lægger over os selv, når vi skriver noget ‘rigtigt’, fx på computeren. Vi giver os med det blanke note-papir lov til at tænke løst – og kreativt – og får dermed lettere adgang til den viden der allerede er inde i hovedet på os!

Bare lad tankerne flyve ud fra spørgsmålet: Hvad synes du selv er det essentielle her?

Først efter denne vigtige fase, som hjælper dig til at finde fokus, kan du gå videre til de andre vigtige spørgsmål, som du arbejder dig igennem ét efter et:

– hvad er det vigtigste, dem jeg skal tale for, har brug for at vide?

– hvad vil jeg gerne have, at du skal vide, kunne, eller gøre anderledes, efter de har hørt mit oplæg? (Hvad skal de bruge det til?)

– hvad skal mit hovedbudskab være?

– hvilke argumenter skal jeg have med?

Hvilke sproglige billeder, visuelle hjælpemidler eller rekvisitter vil hjælpe mig med at få mit budskab igennem til målgruppen?

– hvad er mine tre hovedpointer?

Hæs – eller træt i stemme og kæber?

Har du prøvet, efter du har holdt et oplæg, eller har undervist, at du føler dig træt i stemmen? Du har faktisk ikke rigtig lyst til at sige noget? Du føler dig måske lidt hæs eller øm i halsen? Så overanstrenger du din stemme.

– Få her et par øvelser og fif til at passe bedre på din stemme, til at kunne tale højt uden at overanstrenge den og til at få en rundere og behagelige klang i stemmen.

Når vi taler – og især når vi holder oplæg – Læs videre “Hæs – eller træt i stemme og kæber?”

Bliver du også nervøs?

Bliver du også nervøs, inden du skal holde en præsentation, eller ved et møde, hvor du gerne vil skyde noget ind i diskussionen?

Så er du helt normal! Nervøsitet er en helt naturlig reaktion på den usikkerhed, der følger med ved at være i ‘spot light’.

Hvad gør man? Acceptér, at du bliver nervøs – det er helt normalt! Det hjælper ikke, at blive irriteret på sig selv over, at man bliver nervøs. Forbered dig på oplægget, så du selv føler dig klar. Gør dig klart, hvad det vigtigste er, du gerne vil have sagt, så skal du nok komme sikkert og hurtigt frem til det, når du taler – tro mig! Og træk så vejret dybt, inden du går i gang, og undervejs, det sænker altsammen nervøsiteten, og kan få den til at flyve væk igen!

  • Allerførst hjælper det, at acceptere, at du bliver nervøs. Sig ‘hej nervøsitet, det er ok du er her’. Du vil bare passe på mig.
  • Og så gælder det om, at være forberedt. At være forberedt giver en følelse af overblik over situationen. Du ved hvor du skal hen, hvad der skal ske, hvad du skal tale om etc., hvem der skal lytte. du ved hvordan du kommer hen,  hvad du vil have på (ja, det er rart også at have dette på plads) dine remedier er klar – og du ved, hvad du gør, hvis Power Pointen (eller mikrofonen) strejker.
  • Hav dit hovedbudskab klar. Til en præsentation kan tiden skride pga. spørgsmål, det du havde forberedt tager længere tid end du troede, eller bøvl med teknikken eller andre oplægsholdere har stjålet tiden. Vær derfor bevidst om, hvad det vigtigste er, du vil have sagt, så skal du nok få det sagt, selvom du pludselig kun har 10 minutter i stedet for 40. DEt er også det publikum sidder og søger efter i det du siger. Får du sagt det vigtigste, du gerne vil sige, er din præstation en succes. Dette gælder også inden et møde, hvor du gerne vil spille ind. Tænk over dagsordenen inden, og hvad du umiddelbart tænker om det, I skal tale om. Hermed får du allerede din hjerne i gang, og det bliver lettere for dig, at forholde dig til de andres udspil, i forhold til, hvad du selv mener og ved, og gør det lettere for dig klart at kunne formulere dit indspark under mødet.
  • Tag den med ro. At have god tid til at ankomme, blive bekendt med rummet, teknikken, og gøre dig klar, giver dig en ro, du tager med dig, når du går i gang med din præstation. Men husk også, at give dig tid undervejs. Stil dig op, kig på folk og træk vejret INDEN du begynder at tale. Mærk lige rummet først. Træk vejret helt ned i maven, mens du forbereder dig, på vej med talerstolen, og undervejs, når du giver dit publikum en pause. Det fortæller din krop; der er ikke fare på færde, og gør dig mere rolig. Samtidig hjælper pauserne dig – og dit publikum – til at have overblik over det der bliver sagt.

Bliv Obama god!

Du er allerede god til at holde præsentationer – men vil du blive genial til det? Du ved godt det der med, at man skal få budskabet skarpt ud over rampen, have en klar struktur på det, du siger, og målrette det, du siger, til dem du vil have til at lytte til det. Men savner du træning i at gøre det i praksis, så det bliver til en leg?

Så er du ligesom mange andre i den situation, at du har brug for at komme ‘i ilden’, og ‘op på ølkassen’ for at finde ud af, hvordan lige præcis du, den du er og med det du kan, kan blive endnu bedre til at fange din målgruppe, få budskabet klart afsted og brænde igennem. Jeg er derfor ved at oprette et hold, hvor vi mødes fire gange af to timer, og hvor I som deltagere kommer i ilden fra start til slut. I har hver gang et nyt oplæg med, som vi arbejder med. Her får I feedback på både oplæg og performance, og vi arbejder med begge dele, så I bliver skarpe på formidlingen af lige præcis dette oplæg til den ønskede målgruppe. Det gælder både indhold, form og gennemslagskraft. I kommer derfor op på ølkassen flere gange, og jeg slipper jer ikke, før ‘den er der’.

Vil du have sådan et kursus? Så skriv til mig på annette@artikulation.dk eller ring på 20335135 for at høre nærmere. Det kommer til at ligge i efteråret 2010. Læs om tidligere kurser på www.artikulation.dk

Tag ordet på arbejdspladsen!

Find ud af, hvordan du gør dig synlig og profilerer dine kompetencer og faglighed på arbejdspladsen. Hvordan du skaber en faglig base, uden at træde andre over tæerne – Og hvordan du kommunikerer – mundtligt – så du bidrager til den faglige udvikling på arbejdspladsen. Altsammen i dette indlæg!

I rigtig mange jobs, skal man samarbejde med folk, der har en anden faglighed end en selv.

Du kan være, at du skal formidle andre faggruppers viden, eller at du skal repræsentere din faglighed, fx juridisk, økonomisk eller kommunikationsfaglig, overfor andre, som har en hel anden faglighed end dig, og som derfor typisk opfatter verden – og det I taler om – gennem nogle andre briller end du gør. Oveni dette, er der også forhold til alder, hierarki og køn, der spiller ind på, hvordan I opfatter det hinanden siger på.

Fx som nyuddannet har man oftest den nyeste viden inden for ens fag, mens dine mere erfarne kolleger har mere praktisk erfaring. Det er en udfordring at blande erfaringen med den nyeste teori og viden, og ikke mindst skabe et godt samarbejde mellem nye og gamle kolleger. Derfor er det vigtigt at være bevidst om den måde, du selv kommunikerer på, for at få et godt samarbejde til at fungere.

Vis hvad du kan
Du er blevet ansat til at bidrage med din viden, dine kompetencer og din faglighed. Og jo mere du gør det tydeligt for organisationen og dine kolleger hvad den kan bruges til, jo lettere vil du få det med at navigere i organisationen. Lader du også dine kolleger få del i din viden, bliver dit handlerum større.

Det det gælder om her, er derfor at kommunikere:

Skarpt og konkret – vær fokuseret på det, det handler om, og forklar kort og fokuseret hvordan du ser sagen, og kom med grundene til, hvorfor du ser den som du gør, og hvorfor du mener, at I skal forholde jer til det, på en bestemt måde. Jo bedre du er til at få grundene med, jo større forståelse skaber du for dine synspunkter.

Nede på jorden, så alle kan forstå det – tænk fx over, hvis det var din moster eller mormor du skulle forklare sagen eller dit synspunkt for, og brug ord og billeder som de vil kunne forstå. Selv skarpe hjerner bliver trætte, og jo mere let det er at forstå, jo lettere er det for folk at forholde sig til det du siger.

Taler du, så der er nogle der bliver hægtet af, giver du disse en ubehagelig oplevelse, og øger risikoen for konflikter. Sørg derfor at kommunikere så alle føler sig inddraget. Forklar tingene, så selv dine egne tanter og onkler med en helt anden faglig baggrund kan være med. Gør det til en hyppig øvelse at forklare hvad det er du kan, hvad du kan bidrage med, hvor du kan gøre en forskel, og hvorfor det er vigtigt – så alle er med. Hvis du ikke selv fortæller det, bliver det ikke tilgængelig viden for dine kolleger.

Tag del I dialogen
På arbejdspladsen vil du ofte blive bedt om at komme med feedback på andres arbejde, og det er utroligt vigtigt, hvordan du formulerer dig. God feedback udvikler den der modtager den, hvis den er konkret og til at handle på – det positive og konkrete er vigtigt. Start med med positive, og gå derefter over til de ting, du synes kan gøres bedre – hvis der altså er nogle! Det er god og respektfuld feedback!

Hør efter!
Det er sin sag at være god til at lytte til andre. Især når vi selv har hovedet fuld af vores egne idéer og egen viden. Men lytter vi ikke godt, kan vi ikke forvente at andre lytter til os, og det er svært at udveksle ideer og have et frugtbart samarbejde, hvis vi ikke lytter til hinanden.

Man lytter opmærksomt når man har øjenkontakt med den der taler, nikker eller på anden vis antyder, at man er opmærksom, evt. ved at spørge ind til det er bliver sagt. Og sidstnævnte er en rigtig god idé! Nogle gange kan vi have en tendens til at tro, at vi er ’ubegavede’ eller ’uforberedte’ hvis der er ting man ikke ved noget om, eller hvis vi ikke forstår det, der bliver sagt ‘fordi de andre virker jo som om, de forstår det’. Men jeg er selv gået ud fra mange møder, hvor folk har sagt, ‘var det bare mig, der ikke forstod, hvad x mente?’ Men ingen sagde noget!  Ingen ved det hele, og hvis du taler med kolleger efter et møde, kan du opleve, at de sad med de samme ubesvarede spørgsmål som dig. At stille spørgsmål er essentielt for at få viden, og den eneste måde dem der taler ved, om du forstår hvad de siger. Det er modigt, at være den der tør sige, ‘undskyld, måske er det bare mig, men jeg forstår ikke helt hvad du mener, når du siger ….’. Eller: ‘Jeg skal lige være helt klar på, så grunden til, at vi skal gøre x, er …?’ Herved finder man også ud af, om man har forstået det samme, eller om man taler forbi hinanden.

Spørg derfor også for at få klarhed over andres synspunkter og holdninger. Det kan jo være du er uenig fordi du ikke har forstået dem rigtigt, og måske finder i i fællesskab en ny måde at løse problemerne på, efter at have sat ord på de ting, som virker uklare. Der sker jo ofte det, at jo mere man bliver ’sovset ind’ i sin eget faglighed og egen viden, jo mere indforstået bliver man, og så kan det være svært for andre at forstå. Tænk over at den gode og frugtbare dialog går begge veje, så giver tingene mening.

Husk derfor de tre veje til at skabe en succesfuld profil:

  • Fortæl om hvad du kan, hvad du synes og hvorfor det er en god idé, så alle kan være med
  • Kom altid med noget positivist og fortæl det først, når du giver feedback
  • Lyt aktivt når andre taler og spørg ind så alle har mulighed for at have en grundig forståelse af, hvad hinanden mener

Lav en Ghita Nørby!

Der er ikke noget som et smittende engagement, når den du lytter på, brænder for det hun eller han siger! Og det kan man kun, når man tager det man siger, på sig. Det vil altså sige, at man lader værre med at undskylde sig selv og det man siger. Drop det! Det er meget federe at høre på nogen, der står inde for det de siger!

Engagementet er nemlig afgørende for gennemslagskraften. Når folk taler om noget, de synes er vigtigt, som de har et forhold eller en holdning til, smitter det af på tilhørernes interesse. Vi vil hellere høre på nogen, der vil noget med det, de siger, og som tror på det. Dét gør Ghita Nørby, og når man har oplevet hende på en scene, så brager hun igennem!

Men, selvfølgelig er det ikke altid, at man fortæller andre om de ting, man brænder mest for. Nogle gange bliver man i sit arbejdsliv bedt om, at fx at redegøre for noget, man ikke selv synes, er super interessant. Det du så kan gøre er, at finde en anderledes vinkel på det, tag fat i, hvorfor det er vigtigt, at dem der lytter, ved noget om det du skal redegøre for, eller lav redegørelsen om til en historie. Hvis du fx skal redegøre for fire trin, der skal opfyldes, for at man fx kan blive certificeret som ’x’-type virksomhed, så fortæl om en tur igennem en virksomhed, hvor man kommer igennem de forskellige steder, hvor man kan se, at virksomheden er certificeret som fx ’miljørigtig’, lever op til ’code of conduct’ eller hvad det nu kan være. Se hvilke billeder og historier der ligger i dit emne. Og så er der lige pludselig noget engagement du kan tage og bruge i din formidling, for det er din historie, din formidling af stoffet. Tag det på dig, stå inde for det du siger – vær stolt af det!

Hold altid fast i: Jeg har noget rigtig interessant at fortælle, det står jeg inde for! Smil til dine tilhørere og lad dem mærke dit engagement! Så bliver det en oplevelse for dem, at lytte, og det bliver sjovere for dig at tale.

Toastmaster, bryllupstaler og taler fra HJERTET

Skal du være toastmaster  eller holde tale ved et bryllup?

Så er her de bedste tips til de gode bryllupstaler og  festlige indlæg – plus den formelle talerække.


Bryllupstaler skal komme fra hjertet

Dine bryllupstaler er de vigtigste taler i dit liv. De taler der for alvor brænder igennem, og som jeg selv personligt kan huske mange mange år efter, er dem der kom fra hjertet! Du kan ikke fake autenticitet, og du kan ikke sige noget, der gør indtryk, hvis du ikke føler dem. Ja det kan betyde, at der kommer en lille tåre undervejs, men jo stærkere en oplevelse bliver det for dig som taler og dem der lytter, fordi du får sagt det, du rigtig gerne vil fortælle dem. Og for alle der hører talen, er der ingen tvivl om, at du mener det, du siger.

Ja klart – vi er bange for, at vi ikke kan styre det, og ikke komme igennem talen. Derfor er talen til brylluppet, eller andre store fester, heller ikke stedet at afsløre dybe hemmeligheder eller give en negativ kommentar med på vejen. Fester er til for at fejre det gode, og har du ikke noget godt at sige, så lad være med at holde tale.

For her er vi inde på noget centralt: For at holde en tale fra hjertet, er vi også nødt til at forholde os til de følelser, vi har for dem, vi skal tale til. Det gælder om at mærke dem og høre hvad de har at sige. Oftest finder vi jo så, så glædeligt ud af, at der er rigtig mange positive følelser, som vi ikke i hverdagen går og udtrykker overfor hinanden, og så er festtalen et oplagt sted at markere, hvad den eller dem, der skal fejres, betyder for os. Det er dét, der er med til at gøre dagen helt unik for både dem der bliver fejret og dem der er gæster.

Det skyldes også, at vi, selvom talen ikke er til os, spejler os i det der bliver sagt, mærker de følelser der er til stede i det, og måske lader vi os inspirere af nogle af de ting der bliver sagt i talen.

Så til din forberedelse:

Sådan laver du bryllupstaler, hvor du har hjertet med

Sæt dig ned med et stykke papir og mærk efter hvad dem, eller den, du skal holde tale til, betyder for dig. Hvad for nogle særlige oplevelser har I haft sammen? Hvad har personen hjulpet dig med, sagt til dig og givet dig i livet? Skriv stikordene ned, fx i en brainstorm, som et mind map. Hvad kommer frem når du tænker på personen eller personerne? Hvis det er svært at komme i gang, så lav en non-stop writing over, hvordan de eller den, du skal holde tale, er særlige og hvad de betyder for dig.

Når du nu har en masse stof, kan du begynde at strukturere det. Måske vil du starte med at tale om de karakteristika, der for dig  gør hovedpersonen særlig. Herefter kan du arbejde dig ind på, hvad de betyder for dig rent følelsesmæssigt. Bruger du eksempler og historier, så gør det tydeligt hvad pointen er med de eksempler. Det er det, der gør talen personlig og din tale til din helt unikke gave til hovedpersonen.

Centrer din tale, eksempler m.m., omkring tre hovedpointer, og slut af med dit hovedbudskab til dem. Og det behøver ikke at være så højtflyvende. Det er nemlig ofte at, ’derfor er jeg utrolig stolt af dig’, ’derfor elsker jeg dig så utrolig højt’ eller ’og derfor er det så dejligt at være I jeres selskab, og det gør mig så utrolig glad, at I har fået hinanden her i dag’.

 

 

Se onlinekurset Fra nervøsitet til Gennemslagskraft her

 

5 tips, der gør dig til en succes som toastmaster

  1. Bliv nævnt i invitationen, så folk kan melde deres indslag til dig. Bed dem melde indslagets art, tid etc. så du kan planlægge en god rækkefølge
  2. Placér indslagene efter, hvordan du ved at det vil passe med køkkenet, værtsparrets ønsker og lav et godt miks af  mad, sange, taler m.m.
  3. Som toasmaster er det selvfølgelig din opgave, at guide gæster og værter sikkert gennem en dejlig aften. Som  x-tjener ved utallige bryllupper skynder jeg mig lige at tilføje: Husk hele tiden at koordinere med køkkenet!
  4. Hold talerne orienterede undervejs og fortæl taleren, når det næste gang er dennes tur, ca ti minutter før, så personen kan gøre og holde sig klar
  5. Sørg før at tidsplanen holdes, så brudevalsen danses inden kl. 24 (Det regnes traditionelt for uheld hvis den danses efter kl 24) – det er dit ansvar at sørge for at alt klapper, så brudeparret kan slappe af og nyde deres fantastiske aften!

 

Talerækken ved bryllupstaler

Der er en helt traditionel ‘Emma Gad-agtig” formel talerrække, man kan benytte sig af ved bryllupper. Men personligt har jeg, alle de gange jeg har været toastmaster, spurgt brudeparret, hvilken rækkefølge de selv vil foretrække.  Fx synes jeg, at det er fjollet, at bruden, hvis hun vil holde tale, kommer langt nede i rækken. Hvorfor ikke lige efter gommen, da de to taler jo hører sammen? Som værtspar og brudepar synes jeg, man selv har lov at bestemme.

Tænk over hvordan det passer bedst, fx ved at du ved lidt om, hvad de forskellige talere vil sige. Dette er også en god hjælp til at hjælpe folk – i god tid inden den store dag – med at komme i gang med at tænke over, hvad de vil sige. Og du kan hjælpe dem, der er i vildrede, ved at spørge; hvad vil du rigtig gerne sige til dem? Hvad vil du fortryde, at du ikke får sagt+

Som toastmaster vil du typisk præsentere dig, efter at du er blevet præsenteret af værtsparret. Sig her noget om, hvordan du regner med at styre programmet, måske takke for æren og sige noget kort til brudeparret. Du er den der sætter rammen, og kan også lægge stilen ved at lægge ud med at hylde brudeparret, sige noget om hvad du mener gør dem særlige, og at det er I alle glade for at fejre i dag. Du er jo nemlig også på en måde en repræsentant for hele selskabet, og kan lægge en ekstra skål ind for værten(erne) og sætte stemningen.

Traditionelt set vil du også holde tale undervejs, og som afslutning på aftenen, kan du sige noget, der rammer hele aftenen ind. Så forbered også hvad du vil sige til sidst, som en sidste hyldest. Du kan selvfølgelig moderere det efter hvad der er blevet sagt og sket i løbet af aftenen. Men at du har tænkt over, hvad du vil sige til sidst, på forhånd, er med til at give dig ro og overskud aftenen igennem.

Tager I den formelle vej er rækkefølgen:

 

Den traditionelle talerække ved bryllupper

1. Værten (som typisk er brudeparret, gommen eller brudens far eller mor). Der bliver budt velkommen, og toastmasteren præsenteres.

2. Toastmasteren  – præsenterer sig selv, fortæller om aftenen etc.

3. Brudens far.
4. Brudgommen.
5. Forlover.
6. Brudgoms far.
7. Bruden

 

Kom til onlinekurset Tal til Festen her

 

Talerække til det moderne brudepar

Her er brudeparret de første, der holder tale. Så kan de læne sig tilbage, slappe af og nyde alle de andre kærlighedsord fra deres familie og venner. Der er nogen, der ikke har appetit, før de har holdt deres tale – og det vil jo være sund, at gå glip af sin egen dejlige bryllypsmiddag ;).

  1. Værten = brudeparret. Der bliver budt velkommen, og toastmasteren præsenteres.
  2.  Toastmasteren, der  introducerer aftenen
  3. Gommen
  4. Bruden
  5. De nærmeste familiemedlemmer

Herefter kommer venner og familie i rækkefølge efter, hvor tæt de er på parret.

 

Kærlig hilsen Annette

 

Gå på opdagelse i alle onlinekurser her

Vejrtrækning fremfor alt

Når vi er på, glemmer vi alt for ofte at trække vejret. Det er fordi vi bliver nervøse, taler hurtigt, og ikke bryder os om, at der er stilhed. Men også fordi vi ofte er så heldige at være begejstrede for det, vi taler om, og har noget på hjerte. Så vi fylder alle tidslommer ud med tale og kropssprog. Så går vi hektisk rundt på scenen, piller måske ved papiret og siger ‘øh’.

Men det er ikke så godt. Fordi det kræver en god vejrtrækning at kunne tale godt. At få styrke og klang på stemmen. Og så giver de pauser, hvor vi trækker vejret, vores publikum lov til, lige at lade det, vi lige har sagt, synke ind. Det gør en klar til at modtage næste pointe og måske lige tænke over det, der er er blevet sagt.

Men det er rigtig svært at indføje en dyb vejrtrækning og vejrtrækningspauser i ens oplæg. Men den gode vejrtrækning giver også en større ro, når du er på, og dermed følger overskud for dig som taler, til at være opmærksom på dit publikum, og til at det bliver meget rarere at ‘være på’.

Inden du skal på: Tag dybe vejrtrækninger. Det er også med til at dæmpe eventuel nervøsitet. Men brug også vejrtrækningen til at begynde dit oplæg med ro på. Inden du overhovedet begynder at tale, gå så stille og roligt derhen hvor du skal stå, mærk jorden under dine fødder, kig på publikum, og tag så en dyb verjtrækning INDEN du begynder at tale. Så har du vejrtrækningen med fra begyndelsen af og starter med ro på.

Men husk også vejrtrækningen undervejs, da det gør det meget behageligere for dig at tale, og for dit publikum at lytte. Hvis du bruger et talepapir med dine pointer, så sæt et kryds ind efter hver pointe, så du husker at tage en vejrtrækningspause undervejs.

Men vejrtrækningen er jo også god for mange andre ting. Den giver mere ilt til hjernen og får en mere ned i kroppen, hvilket kan være stressreducerende, så hvorfor ikke også tage en dyb vejrtrækning lige nu?

ARTIKULATION