Find kernen i dit oplæg!

Sidder du og skal udforme et oplæg? Du har svært ved at finde ud af, hvad der skal med, og hvad der ikke skal med? Du læser og læser for at være sikker på, at du ikke glemmer noget vigtigt? Oplægget kører rundt i hovedet – og til sidst starter du måske power point programmet, og begynder at sætte ting ind, som du synes du skal ind på, bare for at føle, at du kommer i gang med at forberede oplægget? Så sluk straks computeren, og vend rapporten om!

Læg det hele væk. Stil så dig selv spørgsmålet: Hvad synes jeg selv er det vigtigste her? Hvad synes jeg selv er det væsentligste! Stil dig selv spørgsmålet, for du har selv svaret.
Lad være med med at censurere det, du tænker, og skriv det så ned på et stykke papir – yes – et helt gammeldags stykke hvidt papir til løse noter og tanker er nogle gange en fantastisk ting! Det skyldes, at vi kan blive fri for det pres, vi ellers typisk lægger over os selv, når vi skriver noget ‘rigtigt’, fx på computeren. Vi giver os med det blanke note-papir lov til at tænke løst – og kreativt – og får dermed lettere adgang til den viden der allerede er inde i hovedet på os!

Bare lad tankerne flyve ud fra spørgsmålet: Hvad synes du selv er det essentielle her?

Først efter denne vigtige fase, som hjælper dig til at finde fokus, kan du gå videre til de andre vigtige spørgsmål, som du arbejder dig igennem ét efter et:

– hvad er det vigtigste, dem jeg skal tale for, har brug for at vide?

– hvad vil jeg gerne have, at du skal vide, kunne, eller gøre anderledes, efter de har hørt mit oplæg? (Hvad skal de bruge det til?)

– hvad skal mit hovedbudskab være?

– hvilke argumenter skal jeg have med?

Hvilke sproglige billeder, visuelle hjælpemidler eller rekvisitter vil hjælpe mig med at få mit budskab igennem til målgruppen?

– hvad er mine tre hovedpointer?

Hæs – eller træt i stemme og kæber?

Har du prøvet, efter du har holdt et oplæg, eller har undervist, at du føler dig træt i stemmen? Du har faktisk ikke rigtig lyst til at sige noget? Du føler dig måske lidt hæs eller øm i halsen? Så overanstrenger du din stemme.

– Få her et par øvelser og fif til at passe bedre på din stemme, til at kunne tale højt uden at overanstrenge den og til at få en rundere og behagelige klang i stemmen.

Når vi taler – og især når vi holder oplæg – Læs videre “Hæs – eller træt i stemme og kæber?”

Lav en Ghita Nørby!

Der er ikke noget som et smittende engagement, når den du lytter på, brænder for det hun eller han siger! Og det kan man kun, når man tager det man siger, på sig. Det vil altså sige, at man lader værre med at undskylde sig selv og det man siger. Drop det! Det er meget federe at høre på nogen, der står inde for det de siger!

Engagementet er nemlig afgørende for gennemslagskraften. Når folk taler om noget, de synes er vigtigt, som de har et forhold eller en holdning til, smitter det af på tilhørernes interesse. Vi vil hellere høre på nogen, der vil noget med det, de siger, og som tror på det. Dét gør Ghita Nørby, og når man har oplevet hende på en scene, så brager hun igennem!

Men, selvfølgelig er det ikke altid, at man fortæller andre om de ting, man brænder mest for. Nogle gange bliver man i sit arbejdsliv bedt om, at fx at redegøre for noget, man ikke selv synes, er super interessant. Det du så kan gøre er, at finde en anderledes vinkel på det, tag fat i, hvorfor det er vigtigt, at dem der lytter, ved noget om det du skal redegøre for, eller lav redegørelsen om til en historie. Hvis du fx skal redegøre for fire trin, der skal opfyldes, for at man fx kan blive certificeret som ’x’-type virksomhed, så fortæl om en tur igennem en virksomhed, hvor man kommer igennem de forskellige steder, hvor man kan se, at virksomheden er certificeret som fx ’miljørigtig’, lever op til ’code of conduct’ eller hvad det nu kan være. Se hvilke billeder og historier der ligger i dit emne. Og så er der lige pludselig noget engagement du kan tage og bruge i din formidling, for det er din historie, din formidling af stoffet. Tag det på dig, stå inde for det du siger – vær stolt af det!

Hold altid fast i: Jeg har noget rigtig interessant at fortælle, det står jeg inde for! Smil til dine tilhørere og lad dem mærke dit engagement! Så bliver det en oplevelse for dem, at lytte, og det bliver sjovere for dig at tale.

Fra tunge til skarpe præsentationer

Prøv at tænke på, hvor meget tid du kunne spare, hvis alle de præsentationer du lagde øre  var skarpe, budskabsfokuserede og målrettede? Hvis det var tydeligt, hvad du kunne eller skulle bruge indholdet til, hvis du blev inddraget undervejs og der ellers blev gjort så lidt som muligt for, at du fik lyst til at tegne kruseduller på bloggen eller  lave en indkøbsliste i hovedet?

Og tænk på, hvor meget federe det var, hvis du ikke skulle slås med din egen nervøsitet inden du skulle holde en præsentation, hvis du inden var fuldstændig klar over, hvad du ville sige. Du var fuldstændig klar over hvad dit fokus og dine pointer var, hvilken rækkefølge og med hvilke eksempler de skulle komme, og du havde en stærk stemme og en ro i kroppen når du præsenterede?

Tænk på, hvor meget mere effektiv kommunikationen ville blive, hvor meget tid der kunne spares, og hvor meget mere du personligt – og din arbejdsplads – ville få ud af møderne? Og hvor mange penge arbejdspladsen ville spare i tid, ved at den mundtlige kommunikation blev effektiviseret?

Tænk på, hvis du ikke gik fra mødet og var træt i hovedet, fordi du skulle bruge energi på selv at udrække pointerne og måske også var nødt til både at læse og lytte på samme tid, da der blev vist tekstfulde slides samtidig med, at der blev talt? Det er utrolig trættende for vores hjerner at skulle multitaske på den måde!

Der er både energi og tid at spare, ved at give sine medarbejdere og dig selv værktøjer til god mundtlig kommunikation. Værktøjer til selvhjælp. Værktøjer til at blive klare i spyttet, strukturere oplæggene klart og målrette dem efter det output de der lytter har brug for. Hvorfor gør vi det så ikke? Hvorfor er det noget vi mener, man bare må blive bedre til med tiden, eller noget man ikke kan forvente af alle at de er gode til? Mit indtryk er, at vi behandler det som noget man enten er født med eller ej. Sikke noget vrøvl! Stærk mundtlig kommunikation, hvor man brænder igennem, og taler til sit publikum, kan læres! Ja faktisk kan dét, på nogle enkelte timer, at blive trænet i at bruge nogle enkle værktøjer, forbedre vores præstation fra den ene dag til den anden.

ARTIKULATION