Præsentationen, foredraget, undervisningen, workshoppen, mødet! – hvad hvis mit publikum eller mine deltagere rammer mit svage punkt?
Denne frygt sidder dybt i os alle sammen. Det går tilbage til de mange eksaminer vi har været til i vores liv. Til jobsamtaler hvor vi gerne vil fremstå som én, der har styr på tingene, er velforberedt, kløgtig og vil være en skarp medarbejder. Og måske også til dengang éns forældre spurgte én, hvor man havde været, og man helst ikke ville røbe, at man havde hugget æbler i naboens have …
Du er ikke en flipper-maskine
Vi har en tendens til at tro vi skal være en anden ’flipper-maskine’, der ved ethvert spørgsmål, skal kunne levere et skarpt, korrekt og kløgtigt svar. Så vi får anerkendelse. Og virker kloge. Og har styr på tingene. Så vi kan bevare kontrollen.
Vi har fået opfattelsen, at kan vi ikke svare på de spørgsmål, vi bliver stillet, så tror den, der spørger, at vi er dumme. Ukløgtige. Uskarpe. Og det er nogle meget ubehagelig tanker. Med dem kan tankerne ”at vi ikke gør det godt nok”. ”At vi ikke er gode nok”, følge. Og vi kan komme til at skamme os lidt over os selv.
Men det er der heldigvis ikke nogen grund til. For det første ville det være mærkeligt, hvis vi var et omvandrende leksikon, der kunne svare på alt. En flippermaskine der i samme sekund, som kuglen er skudt af sted, kan levere et klart, skarpt og godt svar.
Faktisk virker vi faktisk mere troværdige, reflekterede og skarpe, hvis vi lige tager os et øjeblik til at lade spørgsmålet synke ind og tænker os om, før vi svarer på spørgsmålet. Og er ærligt om, hvis der spørges til noget der ligger uden for vores område, noget der skal undersøges nærmere, eller som vi har brug for mere viden om, før vi kan give et fyldestgørende svar.
Samtidig kan vi også havne i en uheldig kamp med vores publikum, fordi mange spørgsmål fra et publikum til chefen, foredragsholderen eller workshoplederen handler om, at spørgeren gerne selv vil høres. Og føle sig som deltager i stedet for udelukkende modtager. Snarere end det handler om at det svar de forventer at få.
Nogle kan også have et behov for at føle sig kloge, for det spørgsmål de stiller. Som kan handle om alt muligt. Fx ved at stille et spørgsmål til noget, som ikke er super relevant eller aktuelt i forhold til det, du taler om.
Så derfor skal vi give slip på tanken om, at vi skal kunne svare på alt. Det er ikke det der er relevant. Det er ikke det der er værdigivende for nogen af os. Det, det handler om, er:
– At du lytter til spørgsmålet, så spørgeren føler sig hørt.
– At du anerkender at der kommer spørgsmål – dine deltagere vil gerne være med!
– At du giver et svar, der hjælper spørgeren, og resten af deltagerne i rummet.
Hvad handler spørgsmålet egentlig om?
Her gælder det om at mærke efter i maven og gøre sig klart, hvad er det egentlig der spørges til. Er der noget, spørgeren har svært ved at forstå? En tanke, en undren? En forvirring? Hvad er det, personen har brug for, for at komme med videre? Og mange gange kan det faktisk være endnu mere værdigivende, at du spørger mere ind til det, der bliver sagt fra salen. På en anerkendende facon.
Gør det klart, at du faktisk ser det som en værdi, at spørgeren engagerer sig. Det er her der kan ske noget rigtig interessant. Vi kan komme dybere. Du kan blive klogere og spørgeren kan blive klogere. Og der bliver skabt en kontakt mellem lige præcis dig og den der spørger.
Tænkningen om, at vi skal kunne svare på alt tilhører gamle dage, hvor den, der stod på talerstolen, var eksperten. Den der vidste mest og belærte tilskuerne. Sådan er det ikke i dag. Langt de fleste af os underviser og taler til højt uddannede mennesker, der faktisk kan komme med et utroligt værdigivende input til sagen.
Så vi skal give slip på at vi har ansvar for det hele og skal kunne svare på alt. Det giver ikke værdi for nogen. Punktum. Farvel til den tanke …