Dit nærvær er den bedste julegave

Jeg er fuldstændig ligeglad med den and og ris a la mande og om den er god eller ej og hvor fint træet er pyntet – hvis der ikke er noget nærvær i det! I min familie er det traditionerne der bestemmer og traditionerne kører afsted med os.

De pæser os igennem programmet og hold nu kæft hvor har jeg været træt af det!

Jeg og de andre unge i familien har flere gange prøvet at pippe op om, om vi nu ikke kunne tage det lidt roligere (og eventuelt skære noget fra i det pakkede program) men man skal være forsigtig med at pille ved traditioner!

Jeg har derfor efterhånden sluttet fred med, at de traditioner betyder mere for nogen end for andre. Jeg har sluppet det og går i stedet derhen hvor nærværet er og jeg bringer mit nærvær så godt jeg kan.

Fordi efter en travl og stresset måned – og et begivenhedsrigt år, hvor jeg slet ikke har set min familie så meget, som jeg ønsker, så er det nærværet med dem, jeg sukker efter. At kunne mærke dem. De øjeblikke hvor vi ser hinanden i øjnene og smiler over rødvinen. Og mit absolut favorit tidspunkt på juleaftenen er der, hvor alle traditioner er kørt af stablen, mine forældre henter den gode cognac og vi ser julegudstjenesten fra Rom i tv’et og hyggesnakker og griner og takker hinanden for en god juleaften hvor der var plads til både traditioner og nærvær indimellem …

LYT UDEN AGENDA
Når vi er i hovedet og optagede af vores egne tanker og tolkninger er vi ikke særlig nærværende med den og de vi taler med. Når vi er nærværende bliver det også nemmere for os at bryde vores kommunikationsmønstre. Huske at tage en dyb vejrtrækning inden vi får sagt noget, vi bagefter fortryder.

Det bliver også svært for os at høre, hvad det egentlig er, den anden person siger og få den anden person til at føle sig set, hørt og mødt. Derfor er det meget vigtigt, at vi træner at være nærværende i vores kommunikation. Slippe vores tanker og tolkninger et øjeblik og lytte med 100 % nærvær. Være åben og blot lytte helt åbent efter, hvad det er, den anden siger.

Og lade det synke ind uden at tænke på, hvad vi mon skal svare til det. Mange gange skal vi ikke svare. Det skal blot høres. Have luft, plads og blive mødt i tillid og åbenhed. Og lytte til, hvad det egentlig er, der ligger under traditionerne og det stramme program. Lur mig, om det ikke er kærlighed? Det viser og giver dit nærvær andre mennesker. Din fulde opmærksomhed er den største gave du kan give et andet menneske.

Tak for i år!

Rigtig god jul,

Kærlig hilsen

Annette

 

 

No related posts found

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *