Lynkursus i forandringskommunikation i corona-tider

”Der kommer til at være en verden før og efter Corona.” 
Sådan har Mette Frederiksen sagt mange gange.

Udfordringen er bare, at ingen ved, hvordan den kommer til at se ud. Vi ved ikke, hvordan økonomien kommer til at se ud. Vi ved ikke, om vi skal indstille os på en virkelighed med flere epidemier. Og vi ved ikke, hvad det gør ved samfundsfølelsen, trygheden og tilliden imellem os – både nationalt og globalt – at have været igennem denne krise.

Men vi ved, at forandringer er kommet for at blive. Og at vi skal indstille os på flere af dem. I takt med at nogle dele af samfundet åbner op til ændrede vilkår, er der stadig flere arbejdsopgaver, vi skal finde nye veje til at løse på distancen. Bl.a. nærværende ledelse. Nye arbejdsopgaver. Og innovation.

Mange virksomheder har bremset alle udviklingsprojekter. Men det holder ikke for evigt. Ikke hvis man vil undgå at blive overhalet af dem, der er hurtigere til at omstille sig og finde nye veje.

Når man arbejder med at kommunikere forandringer, vil man typisk gøre alt for at male et tydeligt billede af det, vi arbejder os hen imod. Den nye virkelighed. Billedet skal gerne være så tydeligt, så alle i dit publikum kan se det for sig. Ja de kan også fornemme – og føle – hvordan det bliver, at være en del af den nye virkelighed. Den vision, I arbejder for at opnå.

Og den vision, har måske ikke ændret sig?

Vil vi ikke stadig gerne producere produkter/rådgivning/ydelser/service;

  • Der bringer mennesker tættere sammen?
  • Løser klodens klima-udfordringer?
  • Gør hverdagen nemmere for pressede børnefamilier?
  • Giver børn en god barndom?
  • Skaber tryghed omkring økonomiske beslutninger?
  • Og?

 

Men vejen derhen har ændrede vilkår:

  • For hvordan bringer man mennesker tættere sammen, når alle skal holde afstand?
  • Hvordan løser vi kodens klima-udfordringer, når vi samtidig skal sikre vores overlevelse og arbejdspladser?
  • Hvordan gør vi hverdagen nemmere for pressede børnefamilier, der lige nu prøver at jonglere børnepasning/hjemmeundervisning og arbejde?
  • Hvordan giver vi udsatte børn en god barndom, når mor og far lige har mistet jobbet og risikoen for misbrug er stigende?
  • Hvordan skaber vi tryghed i økonomien, når vi ikke ved, hvilket scenarie, der passer bedst til fremtiden?

Situationen lige nu
De spørgsmål får lige nu mange virksomheder til at stoppe op, indtil de har flere facts at handle ud fra. Men måske de facts ikke kommer? Meget tyder på, at vi ikke kan bruge de krystalkugler, vi før har brugt til at forudsige trends og tendenser. Vi står ifølge økonomerne overfor en ’Black Swan’. Vi ved ikke, hvad det her kommer til at betyde for økonomien på den lange bane. Men én ting er dog sikker: De digitale butikker, (fx Nemlig.com) og platforme for at bringe mennesker tættere sammen (Fx Zoom, Facebook, Microsoft Teams) buldrer derudaf.

Vilkår
Der er veje gennem krisen. Men ikke til virkeligheden som vi kender den. Men til en ny virkeligheden. Den skal I være med til at tegne. Den skal I være med til at skabe. Med jeres viden. Erfaring og det, I tilbyder. Under ændrede vilkår.

Mål & udbytte
Det er dét, du skal ud og kommunikere. Hvis du vil skabe innovation og kreativitet i din organisation. I skal opnå jeres vision under nye benspænd. Tag dit team og dine medarbejdere med ind i maskinrummet for at finde de nye veje. Nye idéer. Nye tanker. Så I sammen er i gang med at forandre jeres virkelighed. Dét styrker ejerskabet. Men det er ofte også der, I finder de bedste løsninger.

Så derfor er mine bedste råd til din ’vi skal forandre os nu for at møde fremtiden’ post-corona-kommunikation:

 

  1. Rids din læsning af situation op: Hvilke tendenser ser du, som påvirker jer? Hvordan læser du jeres virkeligheden og verden omkring jer?
  2. Hvilke vilkår skal I møde? Hvilke benspænd er I underlagt?
  3. Fortæl hvilke mål og hvilken vision I stadig arbejder for – og hvad jeres udbytte vil være
  4. Invitér dine medarbejdere med til bordet for at finde nye veje, løsninger og udklække de bedste idéer
  5. Få sat arbejde i gang med at lægge planer og handle på de bedste idéer

 

Vent ikke til I først kan mødes igen (Hvis I er nogen af de arbejdspladser, der fortsat skal arbejde på distancen). Sæt i gang med processen nu. Innovative processer og udvikling kan selvfølgelig sagtens også forgå på digitale platforme.
Det kan blot kræve lidt ekstra af dig som facilitator og mødeleder.

Få flere gode råd til din forandringskommunikation i videoen her:

God fornøjelse.

Kh Annette

No related posts found

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *