BLIV HØRT, TRYG OG BRÆND IGENNEM
Lær at blive klar i spyttet, få god kontakt til modtageren, og at have det sjovt når I står foran andre og kommunikerer
Værktøjerne til god mundtlig kommunikation:
Halvdagskursus: Kurset består af korte oplæg efterfulgt af øvelser og en afsluttende seance hvor alle deltagere kommer ud på gulvet, og holder et kort oplæg for resten af deltagerne. Alle får individuel feedback på, hvad de gør godt, og får øvelser og værktøjer der styrker den enkelte, lige præcis der, hvor vedkommende har brug for det.
I de første to timer holder jeg oplæg, og I deltagere bliver bedt om at lave øvelser både individuelt og sammen to og to. Via øvelserne bliver I som deltagere introduceret til værktøjerne til god, stærk mundtlig kommunikation, og I bliver trænet i at bruge dem i praksis. Som genstand for øvelserne anbefaler jeg, at I bruger et emne som I ofte skal kommunikere om , men det er op til jer. I de fælles øvelser vil I ved at give hinanden konstruktiv positiv feedback, hjælpe hinanden med at udarbejde stærke oplæg og budskaber. Efter de to timer har alle et skitseret oplæg og klare budskaber.
Få en smagsprøve på, hvad der venter jer i denne video med indehaver af ARTIKULATION, Annette Bjerre Ryhede, der fortæller om, hvordan man forbereder sig:
Genne øvelserne lærer i:
- At fokusere oplæg og budskab
- At målrette budskab og oplæg til modtageren
- At strukturere et oplæg så pointerne bliver tydelige og tiden kan styres
- At bruge billeder og argumenter til at gøre oplæg og budskab levende
- At bruge jeres engagement og tale uden manuskript
- Hvordan man bruger stemme og krop til at understøtte budskabet og hvordan man håndterer nervøsitet
I ilden
Vi går ud på gulvet og arbejder med kropssprog, stemmeføring, det at tage rummet og tale, og at gøre det til en positiv oplevelse. Vi gør meget ud af, løbende at klæde jer på som deltagere, så ingen står med en følelse af at blive kastet ud hvor man ikke kan bunde. Vi tager sammen et skridt ad gangen, og til sidst står I og fremfører jeres oplæg for hinanden.
I denne video fortæller Annette om hvordan man brænder igennem når man er på:
Individuel feedback
Alle får individuel feedback på hvad der virker godt og hvor den enkeltes styrker som taler er. Når man har fremført sit budskab og fået feedback, får man en individuel øvelse, der forbedrer ens gennemslagskraft som taler. Med fokus på den enkeltes styrker, skruer vi der, hvor den enkelte har brug for at blive styrket, fx på stemmestyrken, øjenkontakten eller tempoet. Ingen bliver sluppet, før vedkommende har fået talt flere gange, og har oplevelsen af, hvordan vedkommende skal gøre, for at det virker.
Se udtalelser fra tidligere deltagere i workshoppen