HVORFOR?
Hvorfor arbejde med den mundtlige kommunikation?
Bliver du eller dine ansatte hvide i hovedet, når snakken falder på, at I skal holde en præsentation? Kan I allerede mærke de fugtige håndflader, frygten for al den tid I plejer at bruge på at udarbejde præsentationen, de søvnløse nætter og for tilhørere, der ser ud til at kede sig? Så står I i den samme situation som mange andre.
I har brug for værktøjer og træning til at blive bevidste om:
- Hvordan I laver skarpe, effektive og levende oplæg og præsentationer
- Hvad I gør godt, når I kommunikerer, og hvad I skal gøre mere af, for at I når jeres mål med jeres oplæg og præsentationer
- Hvordan I fanger jeres publikum, inddrager dem, og gør det I siger relevant, inspirerende og levende
Ufokuseret mundtlig kommunikation koster tid, energi og penge
De fleste virksomheder bruger meget tid på mundtlig kommunikation i form af møder – ofte med brug af PowerPoint præsentationer. Og så er der al den mundtlige kommunikation, der foregår over telefonen eller tværs over skrivebordene. Det er dog ikke altid, at vi er stand til at fange og fastholde tilhørernes opmærksomhed og komme igennem med vores budskaber. For hvis vores kommunikation ikke er fokuseret og målrettet de og den, vi taler til, ryger opmærksomheden. Hvis vores argumenter ikke er holdbare, svinder troværdigheden hurtigt.
Taler vi ikke højt, tydeligt og engageret, er det svært at få publikum med. Farer vi rundt på scenen, mens nervøsiteten får vores kropssprog til at fortælle, at vi ikke har lyst til at være der, er det svært at få et budskab ud over rampen. Iklædes stoffet en ’liren-af’ attitude, vil det komme til at virke distanceret og ligegyldigt. Der er mange grunde til at gøre noget ved den kommunikation, der ikke virker, for resultatet er ineffektiv kommunikation og dermed spild af tid, energi og penge for dig og dine medarbejdere.
Skab merværdi med mundtlig kommunikation
Hvis du derimod kommunikerer budskabet med de rette ord, det rette kropssprog og den rette stemmebrug, kan du ikke bare fastholde modtagerens interesse, men også påvirke dem. Faktisk kan DU, når du står face-to-face med din målgruppe, være et stærkere middel til at få budskabet igennem end e-mailen, rapporten eller telefonopkaldet. Med dit udtryk, din mimik, stemme og ”lyset i øjnene” kan du få tilhørerne til at tro på projektet og den merværdi, det vil skabe for virksomheden. Hvis du bruger dit engagement og drive til at formidle målrettede budskaber og pointer, kan du både få dit budskab hørt, men også forankret hos målgruppen. Og dermed kan du spare kostbar tid, energi og penge.
Skriv din kommentar